.

.

Jan Stoltenborg: »Vi har et godt system, der virker!«

Med jævne mellemrum har han inspiceret Sekretariatet for at sikre sig, at han nu fik noget for sine kontingentkroner. Fra og med november er det ham selv, der må lade sig inspicere.
Tekst & Foto: APR-12 Andreas Dalsgaard – November 17

For konge og folk: Jan er gammel garder. Man ser det, når han rejser sig et hoved op over omgivelserne. Man hører det, når han udsteder en kommando. Man mærker det, når emnet falder på Livgarden og De Danske Garderforeninger. For 40 år siden blev en skideballe startskuddet på en lang karriere i Forsvaret, og det er her, vores portræt starter.

Den tredje oktober 1977 mødte Jan ved Livgarden. Som de fleste andre gardere, blev Jan opsamlet på Allerød station, hvorfra der var fælles transport til Sandholmlejren. Der skulle dog ikke gå mere end få minutter på ladet, før den første skideballe blev uddelt med en besked om, at den kække unge rekrut under ingen omstændigheder skulle tale med sidemanden.

Skideballerne blev dog med tiden til udmærkelser, og tre måneder senere befandt Jan sig på Sønderborg Sergentskole med seks måneders uddannelsesforløb foran sig. En tid der kom til at forme den person, der senere valgte at gøre karriere i Forsvaret.

Tilbage til regimentet fulgte Jan et udannelseskompagni, fra den første dag i Sandholmlejren over den blå uddannelse til den senere vagttjeneste ved Vagtkompagniet. På det tidspunkt indså Jan, at Forsvaret var som skabt til ham, og at fremtiden skulle ligge bag hegnet. I november måned 79, lidt over 2 år efter den første skideballe, startede Jan på Officersskolen.

Efter officersskolen fulgte en lang årrække med tjeneste ved enheder i hele landet. Fra Trænregimentet i Aalborg til Forsvarskommandoen og Hærens Officersskole i København med jævnlige udsendelser til Cypern (1985), Namibia (1989) og Kroatien (1992).

Da snakken faldt på udsendelser, trak Jan på smilebåndet over pudsigheden i de klynger, som de samlede seks udsendelser har ligget i: ”Da jeg i en lang periode ikke blev rostet til udsendelserne, indså jeg med tiden, at mine kompetencer nok ikke længere var efterspurgt på missionerne – og det var jeg helt afklaret omkring. I en sådan grad, at jeg i en snæver vending fik fortalt min personelofficer, at jeg jo ikke skulle udsendes længere. Den overbevisning delte vi dog ikke, og i tiden herefter blev der ikke udskrevet én eneste styrkeliste uden mit navn.” Det medførte endnu en klynge af udsendelser, som bragte Jan til Kosovo (2007), Irak (2011) og på den allersidste mission til Afghanistan (2016). 

 

Hjem til ”familien”: I 2011 trådte Jan igen gennem moderregimentets port. Selvom porten siden 79 var forskudt til Høvelte, mindes Jan med egne ord ”følelsen af at komme hjem igen”. Nok ændres ting over tid. Personale roterer, eksercitskommandoer udfases og materiel udskiftes:

”Men ånden ved regimentet havde ikke ændret sig på de over 30 år, der var gået. Man mærkede stadig den samme stolthed over at bære ”solen” i baretten, og man værnede stadig om de selvsamme traditioner, der lagde grundstenen for min karriere i Forsvaret. Disse bløde værdier må aldrig underkendes – det er limen, der holder os sammen.”

Efter seks måneder som fungerende chef for garnisonsstøtteelementet, overtog Jan i april 2012 kommandoen over III Livgardebataljon, hvor undertegnede selv, en fredag morgen, efter utallige indøvelser, modtog den nye chef på Frederik III plads. Og det skulle senere vise sig, at tjenesten ved III bataljon kom til at udgøre det stærkeste minde fra Forsvaret for den nu pensionerede oberstløjtnant:

”III Livgarden er en spændende enhed, og den udgør i sin substans grundstenen af Livgarden. Enheden uddanner unge mennesker til en skarp operation på fire måneder i vagtkompagniet. Det er en fantastisk oplevelse at se den udvikling, der sker med de unge mennesker på fire måneder – både fagligt og personligt. En oplevelse jeg gang på gang er blevet bekræftet i af forældre, der på forældredage har udtrykt en dyb glæde og forundring over de fantastiske ændringer, der sker ved de unge mennesker under deres tjeneste i III bataljon.”

Foreningsmanden: Har man på et tidspunkt haft en riffel i hånden i DG regi, så er man med sikkerhed stødt på navnet Jan Stoltenborg. Jan er en kendt og dybt respekteret person i DG med adskillige år på bagen i præsidiets skydeudvalg og det københavnske skyttelaug. Der gik da heller ikke lang tid efter indmeldelsen i 78, før Jan kastede sin kærlighed over sin egen niche i garderforeningerne:

”Man får det ud af garderforeningerne, som man selv gerne vil. I starten kastede jeg mig over skyttelaugets skydninger, men med årene trak moderforeningens arrangement mere og mere i mig. Med tiden stopper man med at være den nye dreng i klassen, og så bliver det rigtig sjovt. Garderånden består i garderforeningen, og mit medlemskab har medvirket til at fastholde mit bånd til Livgarden i de år, hvor jeg gjorde tjeneste ved andre enheder.”

Over årene har Jan opbygget et solidt netværk inden for DG, og man fornemmer den gamle garders værdsættelse af dette: ”Det er en fornøjelse at møde så mange forskellige mennesker fra alle kroge af landet. Som formand for skydeudvalget har jeg jævnligt lange, hyggelige samtaler med gardere, der i virkeligheden ringer af praktiske årsager. Og i min tid som chef for III bataljon voksede min berøringsflade yderligere, hvor jeg fik mulighed for at møde foreningerne som repræsentant fra regimentet.”

Den store berøringsflade vil utvivlsomt komme Jan til gavn, når han indtager stolen på Gothersgade. Særligt på ét område, der tilnærmelsesvis forekommer som Jans kernesag, vil netværket give et rygstød til at skubbe ambitionerne ud i virkeligheden:

”Vores helt store styrke i DG er naturligvis, at vi er en landsdækkende organisation funderet i lokale samfund. Det er vigtigt, at vi udvikler på den styrke, og sørger for at binde den sammen på tværs af de lokale grænser. Det gør vi selvfølgelig bedst ved, at arbejde endnu mere målrettet med arrangementer på tværs af foreninger. På den måde kan ressourcestærke foreninger løfte de foreninger, der har udfordringer med at samle nok medlemmer til arrangementerne, og derfor begrænser sig til én årlig generalforsamling. Men for at det skal kunne lade sig gøre, er det essentielt, at vi ser ud over foreningsgrænserne og bryder med den lokale isolation.”

 

Nye koste fejer anderledes: Når det er sagt, så fornemmer man dog ikke et dybere ønske om at revolutionere sekretariatet. Og Jans lange rejse gennem DG, har da også afstedkommet en opfattelse af organisationen, der unægteligt vil komme den nye forretningsfører til gavn: ”DG er en institution, hvor mange afdelinger ønsker ændringer, men helst ingen forandringer”. Med det mantra, kan foreningerne vist nok trygt stole på, at præsidiet har valgt den rigtige mand til posten som forretningsfører.

”Jeg ser nu frem til nye udfordringer på De Danske Garderforeningers Sekretariatet. Det er en spændende stilling, der er rettet mod tre centrale hensyn. Den første pil er rettet mod præsidiet, hvor jeg ser frem til at blive en del af organisationens udviklingsarbejde. Den næste pil peger ud i foreningerne og dermed på medlemmerne. Her ser jeg meget frem til at støtte det lokale foreningsarbejde som et serviceorgan, hvor jeg samtidig kan fastholde kontakten ud i organisationen. Den tredje pil peger på Livgarden, hvor jeg her får muligheden for at fastholde kontakten gennem vores samarbejde med regimentet.”

”Vi har et godt system, der virker. Jeg håber, at ansættelsen vil blive taget godt imod af foreninger og medlemmer, samt at foreningerne også vil være beredte på at støtte mig i min nye stilling for et gensidigt, godt forhold og samarbejde.”