.
.
Gardermarch: »Vi håbede inderligt på, at kunne gennemføre i år«
Vi befinder os i en tid for aflysninger. Årgangsparaden, årsdagsparaden, åbent hus på GDK og repræsentantskabsmødet er aflyst eller udskudt til senere på året. Nu kan der tilføjes endnu et arrangement til listen, efter Gardermarch-bestyrelsen medio maj måned offentliggjorde beslutningen om at aflyse årets Gardermarch.
Juni/juli 2020
Det har været et koncept i rivende udvikling, siden det første gang blev afprøvet i 2015, hvor ca. 600 personer deltog i marchen. Da marchen i fjor markerede sit 5-års jubilæum, skete det med tilstedeværelse af over 1700 deltagere, der overværede en check på 75.000 kr. blive doneret til Livgardens veteranarbejde.
Men i år kommer Den Kongelige Livgardes Fond, der administrerer støtten til veteranarbejdet, til at undvære støtten fra Gardermarch, efter en samlet bestyrelse har valgt ikke at gennemføre marchen i 2020. Aflysningen sker som følge af stor usikkerhed om, hvorvidt det vil være tilladt for såvel praktisk muligt at afvikle arrangementer af den størrelse til efteråret fortæller næstformand for Gardermarch-foreningen Andreas Dalsgaard.
Hertil tilføjer Andreas, at det, selvom det måske er tilladt, formentlig ikke vil være forsvarligt at gennemføre: ”Selvom det måske, og det er et stort måske, til september igen er tilladt at samle større forsamlinger, er det ikke ensbetydende med, at det er forsvarligt i forhold til Livgarden, der er særlig sårbar overfor smittespredning blandt rekrutter såvel som vagtgående gardere. Vi håbede inderligt på, at kunne gennemføre i år, men må bare konstatere, at det er for usikkert at starte billetsalget på nuværende tidspunkt”.
Gardermarch som forening
Siden Gardermarch senest blev afviklet i 2019, er der sket en del omkring organiseringen af arrangementet. I takt med at marchen har vist sin berettigelse og er vokset i størrelse og økonomi, har organisationerne bag Gardermarch, De Danske Garderforeninger og Gardernetværk, nået til erkendelse af, at det var hensigtsmæssigt at stifte en fælles forening, der udelukkende varetager afviklingen af Gardermarch.
Således kunne stifterne Jens Crone og Michael Klitvad, på vegne af deres respektive organisationer, underskrive vedtægterne for foreningen Gardermarch på en stiftende generalforsamling i april måned. Herefter nedsattes en bestyrelse for foreningen med 2 repræsentanter fra De Danske Garderforeninger, 2 fra Gardernetværk samt 1 repræsentant fra Den Kongelige Livgarde.
”Det var således en motiveret bestyrelse, der var klar til at afvikle årets march i rammen af foreningen Gardermarch” udtaler næstformand Andreas Dalsgaard og fortsætter ”Men nu ser vi frem til af afvikle Gardermarch i 2021, hvortil vi i planlægningen allerede er langt foran på point”.
Datoen for marchen er allerede fastlagt, og vil finde sted søndag d. 26. september 2021. Bestyrelsen forventer at åbne for billetsalget i løbet af foråret 2021.
.