.

.

Hærens reaktionsstyrkeuddannelse ved Den Kongelige Livgarde

Hærens reaktionsstyrkeuddannelse oftest forkortet HRU, er det første skridt mod at blive professionel soldat. Det er en 8 måneder lang uddannelse, hvor man fordyber sig i militære færdigheder og funktionsuddannelse.
Tekst: C.M.S. Dohn & B.H. Madsen – Foto: Christian Andersson – Januar 2019

Fast i en gruppe er gruppeføreren, oftest en sergent, GV1/Bravoen der er næstkommanderende i gruppen, GV2 er gruppens største kaliber med dysekanonen, GV3 er gruppens sygehjælper samt dysehjælper og hvert hold har én LMG-skytte der gruppens støttevåben.

Under uddannelsen bliver der lagt stor vægt på enkeltkæmperfærdigheder, såvel det som at kunne indgå i gruppen, i ramme af delingen. Dette kræver i høj grad enkeltmand tager ansvar for at løse den samlede opgave, men giver samtidig en følelse af at tjene et større formål. Med knap så mange stivnakkede befalinger fra overordnede, er der en klar forventning om at vi, til en hvis grad, selv kan administrere tid og at vi har styr på vores liv og har forståelse for de opgaver vi får stillet.

I HRU ‘en kan man også blive omskolet og uddannet som besætning. Vi har køretøjer af typen PIRANHA IIIC, et pansret køretøj med 400 hestekræfter og plads til en hel gruppe. Vognene er hver især bevæbnet med et 12,7mm maskingevær. Fast på vognene er en kommandør der har ansvaret for vognen, en skytte og køreren.

En typisk uge i HRU’en starter med styrketræning/MFT og lektioner både i teori og praksis, hvor vi eksempelvis øver noget forud for den undervisning vi skal have i løbet af ugen. Dette indebærer enhedsuddannelse i felten, hvor vi arbejder med kendte begreber som delt spring, kamp fra stilling samt ny kampeksercits hvor vi fremdrager køretøjerne i gruppe- og delingsramme og finpudser sammenspillet mellem disse. Efterfølgende er der tilbagemelding  på foregående uge med ris og ros, samt elementer der kræver mere indøvelse. Herefter vedligeholder vi vores våben og materiel, så vi er klar til den kommende uge. Afslutningsvis har vi igen noget MFT inden vi går på weekend. HRU’en byder også på skydeperioder med enhedsskydninger, skarpe handlebaner, udvidet våbenuddannelse på LMG, TMG, og dysekanon samt kulisse- og kontrolskydninger.

En stor del af HRU’en er også de store øvelser i bl.a. Oksbøl hvor der bliver prøvet kræfter, i et taktisk og relativt virkelighedsnært miljø, med alle de ting som vi lærer i den daglige tjeneste, med fx. BSO og delingens fremrykning. Vi var på en øvelse i oktober kaldet ULU (underafdelingsledet uddannelse), hvor vi netop fik øvet disse ting, samt det at arbejde med MONO (lysforstærkende kikkert) og kamp i mørke. Dette var helt klart noget der udfordrede os alle og alt i alt var øvelsen en kæmpe øjenåbner for hvad vi skulle arbejde ekstra på, fremadrettet. Under øvelsen fik vi også skabt en helt ny forståelse af hele øvelseskonceptet, netop at det var en taktisk øvelse, hvor det helst skulle give mening for enkeltmand, hvad vi foretog os. Samtidig med at vi ikke skulle presses udelukkende for bare at presses (selvom at det selvfølgelig kunne blive det til tider).

 

Vi er nu i sidste del af vores HRU-forløb, og bliver udnævnt som konstabler til februar, hvorefter vi skal indgå fast i stående reaktionsstyrke, nærmere 2/I LG. Dette gør også netop vores forløb en smule specielt, da vi har haft vores HRU i et SRS kompagni, hvor KSE’er er blevet spredt lidt og indgået i allerede enkadrerede grupper med mangler på funktioner. Dette betyder at der, for mange, har været en del sidemandsoplæring, som har givet et lidt særpræget men samtidig super fedt og meningsfuldt forløb. Det er også med 2/I vi forhåbentlig har udsigt til en udsendelse i den nærmeste fremtid, som er en fast del af virkeligheden ved SRS. Dette betyder selvfølgelig også at der er nogle overvejelser man skal gøre op med sig selv og sine nærmeste, at internationale missioner er en realitet og en del af det at være professionel soldat.