.

.

Garder i fokus: Garder Sebastian

Hver måned sætter Garderbladet fokus på en udvalgt garder ved Livgarden, og lader garderen, med egne ord, fortælle om sine oplevelser som rekrut eller garder ved vores gamle regiment. I denne måned har vi talt med Garder Sebastian, Landstalsmand på DEC-19.
Tekst: AUG-17 Jonas B. Nielsen – Foto: Militærfoto

Jeg er født og opvokset i Kolding, hvor jeg har tilbragt stort set hele mit liv, undtaget de sidste 8 måneder selvfølgelig. Jeg har altid interesseret mig meget for træning, men derudover er det meste af min fritid gået med at arbejde, bl.a. som servicemedarbejder hos Bilka og Burger shack. Jeg gik på innovationslinjen på mit gymnasium i Kolding, hvilket sammen med min passion for træning og fitness fik mig til at starte min egen webvirksomhed lige efter jeg gik ud af gymnasiet sidste år.

Jeg havde søgt ind i Livgarden i april måned, og havde fået plads til start december, så jeg brugte det halve år inden da til at bygge min virksomhed op fra bunden, hvor jeg på min webshop bl.a. sælger idrætstøj jeg selv designer.

Grunden til at jeg søgte ind i Livgarden var, at jeg havde hørt at Livgarden skulle være den hårdeste værnepligt vi havde i Danmark, og jeg ville gerne teste mine egne grænser af for at se, hvor meget jeg kunne holde til, og hvor mine grænser lå. Og det synes jeg bestemt har levet op til mine forventninger.

Jeg elskede især tiden på Høvelte, fordi der handlede det om fælleskabet, da man virkelig skulle samarbejde for at nå målet. Man var aldrig stærkere end det svageste led, det var meget meningsfuldt for mig. Jeg føler også helt klart, at der er nogle grænser der er blevet rykket, og man kunne virkelig mærke den personlige udvikling med alle de nye ting man skulle lære. Men det værste ved den grønne tjeneste var nok, når vi kun havde omkring 20 min til at spise frokost – da det jo nogle gange tog fem minutter at nå hen til KAF, og man efterfølgende skulle stille med militær stilletid.  Nogle gange kunne der være næsten 100 mand i kø foran én, og så måtte man jo bare spise mens man gik.

Kort efter den grønne tjeneste overtog jeg posten som Landstalsmand, men det var ikke oprindeligt planen at jeg ville gå efter at blive det. Det hele startede da jeg blev suppleant for talsmanden for min egen deling på Høvelte. Der fik jeg mulighed for at tale en del med den daværende Landstalsmand, og han inspirerede mig meget. Det som særligt appellerede til mig, var den tillid og det ansvar der følger med, når man som Landstalsmand repræsenterer mellem 700 og 800 værnepligtige. Så det var sådan jeg kom ned ad den vej.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som Landstalsmand bliver man desværre lidt ekskluderet fra sit vagthold, når man roterer ind i vagtkompagniet. To til tre dage om ugen bruger jeg det meste af min tid oppe på Høvelte, hvor jeg taler med de nye værnepligtige, hører hvordan de har det, og om der er noget der kan forbedres. Jeg sørger også for at få talt med talsmændene På Livgardens Kaserne går det meste af tiden med at forberede sig til møder eller hjælpe roste med befalinger. Jeg får også talt med de gardere, der ikke er på vagt i løbet af dagen, eller senere på dagen med de aftrædende gardere, hvor jeg så kan socialisere med dem, og se hvordan det går, og hvad der rører sig.

I min tid i vagtkompagniet har jeg haft mulighed for at gå to vagter, en enkelt gang på Amalienborg og en anden gang, hvor jeg gik Silverstone hele natten ved Rosenborg Slot. Det var faktisk meget hyggeligt, for jeg gik sammen med en kammerat fra min gamle deling. Jeg synes at det er lidt ærgerligt, at jeg ikke fik mulighed for at gå nogle flere vagter, for man føler jo lidt, at man så har trænet så meget på Høvelte for ingenting. Men hver gang jeg havde mulighed for at tage en ekstravagt, dukkede der altid noget op i vejen, så jeg endte med kun de to vagter der. Det var lidt træls.

Det er lidt skræmmende at tænke på at vi allerede bliver aftrådt til civil i næste uge, men jeg ved at der er mange ting, jeg kommer til at tage med mig fremadrettet. Især det her med at man ikke kan klare alting selv, uanset hvor god man er. Man skal ikke være bange for at spørge om hjælp, for man klarer altid tingene bedre sammen. Det vil jeg tage med mig videre i min tilgang til mit arbejde fremadrettet, og jeg er også sikker på, at det vil hjælpe mig i mit arbejde med at gro min virksomhed i fremtiden

Næste artikel i serien “Garder i fokus”

.

.

.

.

.