Status v. Chef Livgarden

I LG

I/LG består i dag af to stående Panserinfanterikompagnier med infanterikampkøretøjer samt et reduceret stabskompagni og en bataljonsstab. Bataljonen består af ca. 300 professionelle soldater. Bataljonschefen er sammen med det meste af sin bataljonsstab og en del af soldaterne udsendt til Irak ifm. Operation Inherent Resolve Hold 3, hvor de i samarbejde med det amerikanske Marinekorps uddanner nogle af de irakiske sikkerhedsstyrker, der kæmper mod IS (Daesh). De gør det rigtigt flot Jeg besøgte dem i sidste uge og jeg er meget imponeret og stolt over deres indsats.

II LG

II/LG består af et reduceret stabskompagni og en bataljonsstab samt to mekaniserede infanterikompagnier med PMVer, der gennemfører hærens reaktionsstyrkeuddannelse for et antal soldater. BTN består i alt af ca. 90 professionelle soldater, foruden et varierende antal soldater på korttidskontrakt. BTN står foran opgaven at skulle overtage Operation Inherent Resolve Hold 4 og 5 fra I/LG til AUG 2016 og et år frem. Det kommer til at præge dagligdagen ved Livgarden resten af 2016 og ind i 2017.

III LG

III Bataljon indeholder omkring 75 professionelle soldater fordelt på to uddannelseskompagnier og en bataljonsstab. BTN uddanner omkring 900 værnepligtige om året fordelt på tre indkaldelseshold.

Bataljonen modtager rekrutter og uddanne dem til gardere i løbet af 4 måneder. En opgave der er krævende. Men resultatet er meget flot. Vi har fortsat stor søgning af værnepligtige til regimentet og vi laver en rigtig god uddannelse i III BTN. Jeg har lige været chef for Hæren Sergentskole i de sidste fire år. På skolen var det helt tydeligt, hvilke elever der kom fra Livgarden og hvem der ikke gjorde.

VTKMP

Paradestyrken som står her i dag er fra vagtkompagniet, og de er jo det, som man bedst husker Livgarden for. De udgør sammen med tamburkorpset og musikkorpset regimentets ansigt udadtil.

Alle holder øje med dem, og den mindste fejl bliver registreret af gamle gardere. Sådan er det, og sådan vil det altid være. De vagtgående gardere gør det rigtigt godt. De er absolut ikke kun til pynt. De er en reel vagtstyrke og det bliver der mere og mere brug for sådan som situationen udvikler sig ude i verden.

TBK

TBK spiller til næsten alle LG parader og ifm. vagttjenesten. Der ud over er TBK indsat til løsning af øvrige opgaver for Forsvaret, mere end 20 gange hver måned. Et meget synligt billede på Livgarden.

MUK

MUK er måske ikke så synligt i gadebilledet i øjeblikket, når der er ombygning på Amalienborg, men de kommer langt omkring med deres musik og de påvirker rigtigt mange mennesker i løbet af et år med deres musik. På et år spiller de for tæt på 80.000 mennesker, ved parader, koncerter og vagtparader.