Sikringstyrken 1914 – 1918

Af Oberstløjtnant, Lektor, cand.mag., 393-2 KMP-Juli-1965, Ebbe Juul-Heider

Mange læsere af Garderbladet vil temmelig sikkert kunne finde gamle fotografier, postkort, breve m.v. af en fjern bedste-olde-tipoldefar i skuffer og skabe, – ting, som viser den pågældende i mørk uniform med en karakteristisk kasket som soldat i tiden 1914-18.

Dette var under den såkaldte sikringsstyrke, der var det største militære opbud i Danmarks historie og da den var størst, talte over 60.000 mand under våben.

Forhistorie

I slutningen af 1800-tallet opførtes Københavns befæstning såvel mod søsiden som mod landsiden. Meget står den dag i dag – fx Charlottenlund Fort og Garderhøjfortet – det var et omfattende byggeri med mængder af tungt skyts og med betragtelige hindrearbejder, herunder store planlagte oversvømmelser.

Der var således tale om et endog meget omfattende befæstningsanlæg – både i styrke som i geografisk spredning.

Og hvad var så ideen bag dette vældige kompleks – Københavns befæstning?

Ja, den militære tankegang var koncentrationen af de væbnede styrkes på èt sted, nemlig i hovedstaden. Her skulle Danmarks neutralitet forsvares til det yderste med håbet om, at den stormagt, som ikke var angriberen, ville komme til undsætning.

Omsat til klart sprog før 1914: Hvis det kejserlige Tyskland angreb, skulle dansk forsvar holde ud i Københavns befæstning, indtil Storbritannien – evt. Rusland – kom til hjælp – ud fra den betragtning, at Tyskland ikke måtte besidde ind- og udsejlingen til Østersøen.

Hertil kom, at befæstningsbyggeriet blev en afgørende politisk kampplads mellem Højre og Venstre under den såkaldte forfatningskamp – der som bekendt endte med systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev en politisk spilleregel.

Den Danske Hær

Omkring 1900 var hæren stor og effektiv – samt blev der over hele landet bygget kaserner i vældig stil: Århus, Holbæk, Slagelse, Roskilde, Vordingborg, Ringsted – Østerbrogade og Svanemøllen i København – lejre i Nordsjælland: Sandholm, Høvelte og Værløse. Også betragtelige depotbyggerier blev opført.

Hærloven 1909 fastsatte mobiliseringsstyrken til at omfatte 120.000 mand med vægten på 52 infanterbataljoner à ca. 900 soldater. I tilfælde af krise var det også fastlagt, at en sikringsstyrke kunne etableres med opgave at sikre nøgleområder og en friktionsfri mobilisering. Tyngden af det planlagte forsvar lå på Sjælland og omkring hovedstaden.

Alermeringsøvelsen

Også en alarmeringsøvelse var forudset i hærloven og en sådan blev da også gennemført i 1913. Den 11. September kl. 0600 udsendte Krigsministeriet (det kaldte man det dengang) indkaldelsesordrer, som gik ud til modtagerne via politi, telegraf, postvæsen og ordonanser. 8 timer efter var ¾ af mandskabet mødt – alt sammen øst for Storebælt – og om eftermiddagen begyndte øvelser med de formerede enheder. Der var tale om bevogtning mod landgang ved befæstningens nordside og skarpskydning med kystartilleriets svære skyts.

I alt 50.000 gav møde – blot 5 % udeblev og allerede 12. September blev styrken hjemsendt.

Mange erfaringer blev gjort – dagbladet Politiken mente, at pengene til mønstringen var smidt bort til ingen nytte.

Den opfattelse deltes ikke i Berlin, som opmærksomt fulgte med, og i foråret 1914 bragtes en nøje gennemgang og analyse af ”Eine dänische Probemobilmachung” i ”Vierteljahreshefte für Truppenführung und Heereskunde” – ja, allerede i 1901 gennemførtes et krigsspil (taktisk træner) på generalstabskursus i Berlin – og her gennemspilledes muligheden for et angreb nordfra med tre franske, tre russiske og tre danske divisioner og dermed overvejelser, hvilke enheder, der kunne udspares fra øst-og vestfronterne.

Også Livgarden gjorde sine erfaringer : 1/LG og 2/LG mødte på Livgardens kaserne – afmarcherede herefter til Jægersborg – Lyngby områderne, hvor der gennemførtes øvelser. Styrken fik besøg af Dronning Alexandrine, Enkedronning Louise, Kronprins Frederik, Prins Knud og flere kongelige.

Tilbage til Gothersgade – forbidefilering for Kong Christian X – og hjemsendelse.

Sarajevo

Attentatet 28. Juni 1914 udløste den såkaldte Juli-krise, som resulterede i ”århundredets ur-katastrofe” og den 29. Juli blev der permanent telefonvagt ved alle danske militære poster, mobiliseringsdepoter klargjordes og 30. Juli beordredes officerer fra Jylland-Fyn – og som var designerede til Sjælland at afgå til enhederne.

30. Juli erklærer Berlin, at der ingen aggressive hensigter er overfor Danmark, såfremt landet forholder sig neutralt. Hvad man også meget gerne ville være!

5. August forlanger Berlin, at Danmark skal minere Storebælt – naturligvis som en tysk sikring mod Royal Navy´s tilsynekomst i Østersøen – dette udløste en krise i den danske regering (Ministeriet Zahle, Rad. Venstre) – hvis vi ikke gjorde det – hvad ville en tysk reaktion da være? – og hvis vi gjorde det, ville London så opfatte det som en fjendtlig handling? – det korte med det lange er, at Danmark udlagde minerne – London accepterede og i øvrig var mineringen under hele krigen mere til gene for ”die kaiserliche Hochseeflotte” end for Storbritannien.

Sikringsstyrken

Primo august besluttede regering og rigsdag (landsting og folketing) at etablere styrken og 7. August omfattede sikringsstyrken ca. 60.000 mand, hvortil kom 8.600 rekrutter – langt hovedparten omkring København.

Hertil kom frivillige korps – som Akademisk Skyttekorps – og andre med godt 3.000 mand – og endelig var flåden totalmobiliseret med ca. 6.000 mand.

Altså en stående, iklædt, bevæbnet og enkadreret hær på 60.000 mand, som var gået i forberedte stillinger og kantonnementer (beredskabsområder).

Og det ud af en befolkning på o. 2.8 mil. indbyggere!

Langt den største del var som nævnt koncentreret i og omkring Københavns befæstning – men også i Frederiksdal, Frederiksværk og på det nyopførte Lynæs Fort – med 350 indkaldte kystartillerister / 27-årig løjtnant af reserven som chef – og mange andre steder på Sjælland var styrken indsat, således i den meget omfattende ”Tune-stilling” – mellem Køge bugt og Roskilde fjord.

I Jylland var styrkerne primært koncentreret om Esbjerg og ved Limfjorden: Glyngøre, Oddesund, Løgstør og Aalborg. Også om Skals å var forberede stillinger og oversvømmelser til støtte ved en mulig henholdende kamp op mod Limfjorden.

Den dansk-tyske grænse var derimod bevogtet af grænsegendarmkorpset.

At dette vældige militære opbud var en rent ud sagt gigantisk kraftanstrengelse siger vel sig selv: Samfundsøkonomisk, socialt, familiemæssigt og stillede samtidigt enorme krav til den militære planlægning og udførelse.

Armod & Fallit

At sikringsstyrken var kostbar, siger sig selv. Men for den enkelte og hans familie – fordi de lidt ældre årgange var ofte familiefædre – var de lange indkaldelser en belastning, som hyppigt overskred brudgrænsen. Den gang fandtes jo ikke bistandshjælp, kontanthjælp eller lignende. Og soldaterlønningen kunne den indkaldte dårligt selv leve af – det vil sige, at familierne måtte klare sig som de nu dårligst kunne med ruin, fallitter og bekymringer for det daglige brød til følge.

Indkaldelserne var i begyndelsen tidsubestemte, hvilket jo heller ikke gjorde livet nemmere.Og i husstande, som skulle indkvartere soldaterne kunne det i løbet af krigen nu og da knibe med patriotismen – ligesom det i nogle enheder kunne være en udfordring for befalingsmændene at opretholde disciplin og moral.

Livgarden

Også Livgarden deltog naturligt i sikringsstyrken – 1. Livgardebataljon og 2. Livgardebataljon – kom på fuld styrke – hver med fire kompagnier.

Stemningen var alvorlig – ville krigen komme til Danmark?

1/LG blev indsat i Nordsjælland for i 1915 at blive forlagt til Køge, hvor opgaverne lå umiddelbart foran Tune-stillingen – for senere atter at returnere til København.

2/LG forblev i København – medens rekrutskolen foregik på Amager, Jægersborg, i Værløselejren og såmænd også i Sandholmlejren. Forholdene var i det hele taget vanskelige: rationering på stort set alt – petroleum, brændsel, mel, kød, kaffe, brød og sukker.

Og den frygtede ”spanske syge” – 1918-19 epidemien, som vistnok startede i Kansas kostede på verdensplan o. 50 mil. døde og i Danmark blev ca. 14.000 ofre for dens hærgen – og den ramte Livgarden med syv døde rekrutter.

I 1916 oprettedes kadren til en tredje bataljon – nemlig 3/LG, som dog først formeredes formelt i 1922. Og en nyskabelse så dagens lys, nemlig en rekylgeværdeling (maskingevær), der blev den første formation med automatiske våben og med islandske heste som trækkraft. Enheden ophævedes i 1919.

I alt indkaldte Livgarden 1.288 rekrutter under sikringsstyrken og i Februar 1915 var krigsstyrken på 3.000 mand – heraf havde godt halvdelen 1.575 bopæl vest for Storebælt.

Afvikling

Krigsminister, Dr. Phil. P. Munch (rad.v.) var ikke på god fod med ledelsen i hæren – forholdet var for at sige det mildt og venligt – bundfrossent. (Zahle: ”– noget dummere og mere barnagtigt end dansk militærledelse eksisterer sikkert ikke på denne forrykte jord…” Mange indkaldte og deres familier klagede direkte til ministeren, hvis afgørelser så blev truffet udenom de militære chefer – og i reglen mod deres opfattelser.

Hjemsendelser fulgte, og i foråret 1917 var sikringsstyrken på 35.000 mand – krigen igennem hjemsendtes soldater, og i marts 1919 var styrken i realiteten ophørt: 3.500 mand.

Perspektivering

Virkede sikringsstyrken i 1914 – holdt dens blotte tilstedeværelse Danmark udenfor krigen? Ja, regeringen tillagde den ikke større betydning, men oprettede mest af indenrigspolitiske grunde.

Det tør med betydelig føje antages, at 60.000 mand under våben i 1914 gav regeringen en større udenrigspolitisk bevægelsesfrihed, end den ville have haft uden denne styrke.

Når Danmark bevarede sin neutralitet under den første verdenskrig, var det jo grundlæggende fordi, ingen af de krigsførende parter (UK, Tyskland, Rusland) havde nogen afgørende interesse i at krænke denne neutralitet (modsat Belgien).

Genindkaldte og værnepligtige, som dannede sikringsstyrken gjorde deres pligt – ofte på trods af meget vanskelige personlige forhold og afsavn – vilkår, de delte med officerer og befalingsmænd.

Selvom det er over hundrede år siden og vel stort set glemt, ønskes med denne artikel at bevare erindringen om et stykke hærhistorie, hvori de som deltog, gjorde en indsats for Danmark.