Livgardens oprettelse og Karl Gustav krigene

Af APR-12, KS Mogens F. T. Larsen

Den periode af historien, vi i Danmark i dag kalder Svenskekrigene, har for både Danmark og Sverige bestået af en lang række skift mellem nederlag og sejr. Herredømmet over Norden, ofte med magten over Norge og indtægten fra den dyrebare Øresundstold som væsentlig elementer, har i århundreder været grund til krig mellem de danske og svenske konger.

En af disse krige var Første Karl Gustav-krig, opkaldt efter den svenske kong Karl X Gustav. Krigen blev indledt i 1657 af Danmark-Norge under kong Frederik III, men faldt ud til svenskernes fordel. En væsentlig grund til dette var Karl X Gustavs hurtige march mod Danmark fra Preussen, hvor han var med sin hær, der bestod af 9-10.000 mand. Den svenske konge besatte hurtigt Jylland og drog i starten af 1658 videre østpå. Det var en meget kold vinter, hvorfor de svenske tropper i januar kunne marchere over isen fra Jylland til Fyn og i februar over isen mellem de sydlige danske øer til Sjælland. Allerede i midten af februar stod den svenske hær uden for København, og Danmark måtte underskrive freden i Roskilde d. 26. februar 1658.

Da besluttede Kong Frederik III sig for at oprette et regiment af en ny type. Regimentet blev oprettet d. 30. juni 1658 og fik navnet Kongens Livregiment til Fods (også kaldet Regiment de Garde til Fods og senere igen den Kongelige Livgarde) og havde en række unikke karakteristika.

Livgarden til Fods blev sammensat af allerede eksisterende regimenter og kompagnier fra dansk eller tidligere dansk territorium, hvilket også inkluderede nordmænd og skåninge. Dette skulle sikre samhørighed blandt soldaterne og større loyalitet til Danmark-Norges konge og folk. Det er værd at bemærke, at nogle af soldaterne var et kompagni af gønger, dvs. soldater fra Gønge i Skåne. Under Svenskekrigene var Gønge centrum for dansksindede partisaner, kendt som snaphaner og friskytter, der frivilligt bekæmpede svenskerne i de tidligere danske besiddelser. Snaphanerne var kendt for ikke at være regulære tropper, og gjorde i stedet brug af mindre normale strategier i deres kamp. Svenskerne så ikke snaphanerne som del af den danske hær, men snarere som fredløse, og skulle de tage en snaphane til fange, ventede ofte tortur og henrettelse. Snaphanerne var dog hvervet af Frederik III og blev betalt og fik krudt og bly af den danske konge. I Danmark sås de altså som frihedskæmpere i kongens tjeneste, mens de i Sverige beskrives mere som fredløse mordere og banditter.

Det skulle vise sig at Frederik III gjorde ret i at oprette sit Livregiment til Fods, da Karl X Gustav i august 1658 med en hær på 6.000 mand satte kurs mod Korsør fra Kiel. Efter indledende kampe på Sjælland belejrede svenskerne København. I løbet af belejringen blev der gjort flere udfald fra staden, hvilket blev Livgardens ilddåb. Københavns forsvar ledtes af Hans Schack, der som ung mand havde tjent Christian IV under Trediveårskrigen og senere fik en imponerende militær karriere, der inkluderede titler som generalmajor i den franske hær og kommandant af Hamborg. Som nyudnævnt guvernør af København organiserede Hans Schack forsvaret af hovedstaden, trods byens forsyningsruter var så godt som afskåret – man skulle ikke regne med ankomst af mad, vand eller tropper.

Hjælpen kom dog alligevel i form af en hollandsk flåde, der havde kæmpet sig gennem Øresund forbi det besatte Kronborg og d. 29. oktober ankom med både forsyninger og forstærkninger.

Trods sine trængsler lykkedes det København at holde stand. Efter at have belejret, bombarderet og angrebet København i henved et halvt år, gik svenskerne igen til angreb d. 11. februar 1659. Angrebet er kendt som Stormen på København og er berømt for den dramatiske modstand ydet af både soldater og stadens borgere. Gennem spioner havde man i København fået efterretninger om det forestående angreb, og voldene var derfor i god tid befæstet med omtrent 300 kanoner og andet artilleri, samt mange slags mindre våben, lige fra musketter og luntebøsser til morgenstjerner, leer og kogende vand og tjære. Den berømte Svend Poulsen ”Gønge” og hans snaphaner, der på dette tidspunkt tjente i Kongens Livregiment til Fods, havde allerede tidligere i krigen havde påført svenskerne store tab, og var at finde blandt de soldater, der forsvarede bl.a. Kastellet og Slotsholmen. Det anslås at Københavns forsvarere var omtrent 10.000 mand i alt, hvoraf Livgarden udgjorde cirka en femtedel af soldaterne? Det anslås at den svenske storm talte omtrent lige så mange mand.

Godt hjulpet af erfaringer gjort i kampene op til stormen holdt stadens forsvarere svenskerne tilbage. På trods af voldgraven, de mange kanoner og andre forsvarsværker, lykkedes det svenskerne at storme voldene, hvilket flere steder resulterede i nærkampssituationer. Da svenskerne opgav stormen og trak sig tilbage, var resultatet en klar dansk sejr.

Karl X Gustav og hans hær var nu i store vanskeligheder. De svenske besættelser i Preussen og Pommern var pressede af østrigsk og polsk fremrykning, og i Jylland trængte feltmarskal Eberstein og hans jyske tropper frem. Hans Schack satte mod Kiel med københavnske tropper for at mødes med feltmarskal Eberstein, hvorefter de sammen ville angribe Karl X Gustavs sidste stillinger på Fyn. Hans Schack og hans tropper sejlede fra Kiel d. 27. oktober 1659, men det lykkedes ikke at lande med et overraskelsesangreb på Nyborg som planlagt. Det lykkedes til gengæld at gå i land ved Kerteminde og angribe derfra d. 31. oktober. Mens Karl X Gustav trak sine styrker tilbage mod Nyborg, indtog Hans Schack Odense d. 9. november og to dage efter fik danskerne forstærkninger i form af Eberstein og hans tropper, der havde kæmpet sig nord- og østpå og havde krydset Lillebælt. Sammen angreb Schack og Eberstein svenskerne i et slag ved Nyborg d. 14. november, hvor Kongens Livregiment til Fods også kæmpede. Resultatet var en dansk sejr, svenskerne overgav sig og Karl X Gustav, der overværede slaget fra Korsør, tog da hjem til Sverige.

Slaget ved Nyborg var det sidste store slag i den Anden Karl Gustav-krig, men freden blev først endeligt sluttet d. 26. maj 1660 ved Freden i København, der gav Danmark Bornholm og et antal nordlige norske områder tilbage. Sejren gav Frederik III mulighed for i 1660 at få nok opbakning fra borgerne, bønderne og de gejstlige til at indføre enevælde. En væsentlig grund til denne opbakning var at adelen, hvis pligt var at beskytte riget, havde fejlet i dette. Det var kongen og folket, der havde beskyttet landet, og dermed undermineredes selve adelens eksistensberettigelse.

Slutningen på den Anden Karl Gustav-krig indledte en ny periode i Danmarks historie. Den danske enevælde, indført mens landet stadig var stærkt berørt af krig mod Sverige, bestod til 1848, hvor den fredeligt blev afskaffet kort efter Frederik VIII’s død.