Den Skånske Krig 1675 – 1679

Af Oberstløjtnant, Lektor, cand.mag., 393-2 KMP-Juli-1965, Ebbe Juul-Heider

Kommer man ind på Rosenborg –og det er der al mulig god grund til at gøre – vil man se, at den vældige riddersals vægge er beklædte med tapeter –eller gobeliner – i alt 12 stk. Og 18. Maj 1698 kørte Kongen, Christian 5. til Rosenborg, og : ” – om eftermiddagen beså Hans Majestæt de ophængte tapeter –”

Forhistorien

I en god del af 1600-tallet rivaliserede Danmark og Sverige om dominansen i Østersøen og Nordtyskland. Ved freden i København 1660 –som i al væsentlighed var en gentagelse af Roskildefreden to år tidligere – tabte Danmark blandt andet sine østdanske provinser : Skåne, Halland og Blekinge. Sveriges stormagtstid i Europa var en realitet – (Du tronar på minnen från fornstora dar, då ärat Ditt namn flög över jorden –)

I ledende danske kredse lagdes planer for en tilbageerobring af landskaberne øst for Øresund og Christian 5.s enevældige regering søgte såvel at bringe statsfinanserne på fode som at sætte land- og sømilitær i effektiv stand. Hæren bestod af hvervet og nationalt udskrevet mandskab (norske hær var selvstændig) og i begyndelsen af 1670erne kunne man disponere over ca. 11.000 infanterister m.m. samt 5000 ryttere.
Også flåden blev tilgodeset og kunne således mønstre omkring 69 skibe med en ildkraft på 1500 kanoner og et samlet mandskab på omkring 10.000 mand.

Sverige

Efter 1660 var grænsen for svensk ekspansion nået – Sverige kontrollerede således stort set alle Østersøkysterne : fra Den Botniske Bugt over Neva (senere St.Petersborg) – det meste af Baltikum, Rûgen, Vorpommern, Stralsund, Wismar og Bremen – ja, tiden til konsolidering var kommet og udslettelsen af Danmark var næppe en mulighed. Svensk udenrigspolitik var ikke konfliktsøgende men nærmest mæglende. I 1672 indgik Sverige –lidt nødtvunget – en alliance med Frankrig og forpligtede sig til at holde en hær på 16.000 mand i Nordtyskland. Denne skulle bruges til assistance for fransk krig mod Holland.Straks dannedes en stor anti-fransk koalition, som omfattede Holland, den tysk-romerske kejser i Wien og Brandenburg.

Danmark

Her førtes det afgørende ord af den mægtige Kansler, Peder Griffenfeld – han står højt på en sokkel i bibliotekshaven på Slotsholmen – og han ønskede en neutral linie, der ikke lagde sig ud med Frankrig, men aktivistiske kredse søgte konfrontationen med Sverige. Danmark sluttede et uforpligtigende defensivt forbund med den anti-franske koallision. Fronterne blev trukket op og Kansler Griffenfelds indflydelse blev stedse mindre – og endte med hans fald. (Hans jordiske rester hviler for øvrigt i Vær kirke i nærheden af Horsens – men det er en anden historie)

For at gøre en lang og indviklet historie kort: den aktivistiske kurs havde Kongens øre og kernen blev kampen mellem det gottorpsk-svenske og det danske arvekrav på landskabet Oldenburg (vest for Bremen) Der blev således bekendt kulør i sommeren 1674, hvor den danske regering indgik forståelse med den anti-franske koallision, hvorved man forpligtigede sig til at stille 16.000 mand, såfremt en ny fjende kom på banen (naturligvis Sverige) De danske motiver var at løse det gottorpske spørgsmål – og få de østlige landskaber tilbage.

Og da Sverige 19 September 1674 angreb Brandenburg – ja, så var dette en dansk grund til at indtræde i krigen, hvilket skete året efter – september 1675.

Krigen

Hvor skulle den føres? Ja, Griffenfeld ønske ikke en egentlig konfrontation med Sverige – altså ”kun” krigshandlinger i de svenske Nordtyske områder – altså undgå at konflikten eskalerede – en form for krisestyring, og en forståelse med Frankrig. Men ”konfrontationspartiet” gik målrettet efter tilbageerobringen af Østdanmark.

I September 1675 rykkede en dansk hær fra Holsten østpå ind i Mecklenburg – videre mod Wismar, som efter belejring erobredes i December og en sejrsbevidst Christian 5. kunne vende opmærksomheden mod sit hovedmål, Skåne.

Invasionen

Herredømme til søs var afgørende for at gennemføre invasionen og dansk-norske søstridskræfter – assisteret af en hollandsk hjælpeflåde opnåede dominans og bevægelsesfrihed i en række heldige og dygtige operationer, hvorefter Øresund lå klart til 29 Juni 1676.

Forinden var en række operationer gennemført – disse havde til formål dels at binde svenske styrker og dels at aflede opmærksomheden fra det egentlige danske mål. Den norske hær erobrede Uddevalla og Vänersborg og en dansk landgangstyrke indtog Ystad.

Den danske hær på ca. 14.000 mand samledes og indskibedes ved Lyngby, og 28. Juni om aftenen lettede omkring 500 fartøjer anker med kurs mod Råå – lidt syd for Helsingborg. Denne vældige fællesværnsoperation var nøje, omhyggeligt og dygtigt planlagt og udført – udskibningen og brohovedetablering 29. Juni forløb i ro og mønsterværdig orden. Kong Christian 5 deltog også her personligt.

Rækken af sejre fulgte efter hinanden: Helsingborg, Landskrona, Kristianstad, Karlshamn – kun Malmø manglede. Man blev i reglen modtaget godt og positivt af den skånske befolkning
Ja, set fra et dansk synspunkt var det en succes og mon ikke Skåne atter bliver dansk?

Den unge svenske kone, Karl 11 etablerede et dygtigt og energisk forsvar og 4. December 1676 sikrede hans personlige og formidable lederskab den svenske sejr i slaget ved Lund – et af det blodigske, som er udkæmpet i Norden. Et slag hvor Kongens Livregiment spillede en nøglerolle under tilbagetrækningen, og hindrede den svenske hær at forfølge resterne af den danske. Herefter blev den skånske landkrig til en række mere eller mindre planløse operationer, som tilførte den hårdt plagede skånske befolkning endnu større lidelser. Den danske krig var blevet udsigtsløs. Krigens udvikling turde i øvrigt have banet vejen for den forsvenskningsproces, som allerede var i gang.

Til søs

En mulig svensk offensiv over Øresund – med landgang på Sjælland blev effektivt forpurret af den danske flåde, hvis lysende stjerne var Niels Juel, der jo som bekendt ”gav agt på stormens brag” 1. Juli 1677 i Køge Bugt – eller rettere ud for Stevns. Hermed stod det klart, at Sverige ikke kunne besejres til lands, men også at Sverige ikke kunne fravriste Danmark søherredømmet.

Der var flere militære aktioner under krigen: Marstrands indtagelse 23. juli 1677 – landgangen på Rügen 17. september 1677, hvor Christian V atter var med, men kampen om Skåne var afgjort – Langt borte.

Sverige og Danmark var begge skakmat – en militær afgørelse lå uden for parternes muligheder.

Afgørelsen

Frankrig og Holland sluttede fred 1678 i Nijmegen. Stort set alle andre parter i konflikten ophørte også med kamphandlinger.

Fredsforhandlinger mellem Sverige og Danmark startede i Lund 1679 – uden resultater – måske satte Danmark sine krav vel højt – man havde da opnået betydelige militære gevinster, og det almægtige Frankrig greb ind, besatte Oldenburg og truede med at invadere Holsten. Således måtte den danske regering drage til Paris for at erfare om det franske fredsdikat.

Og det kom 23. August 1679 ved den såkaldte Fontainebleau-traktat, der blev dikteret til såvel Danmark og Sverige, og som klart fortalte, at de to nordiske magter ikke var herrer i egne huse. Den endelige fred blev underskrevet i Lund 26. September 1679.

Facit? Københavnsfreden bestemmelser fra 1660 stod urokkeligt fast.

Ved en prædiken i Helligåndskirken i København betegnede præsten fra prædikestolen det hele som ”en skiden og skammelig fred”.

Og det er netop de danske sejre i Den Skånske Krig, som Rosenborgtapeterne fortæller: detaljerigt, naturtro og realistisk, og selvsagt fremhæves Enevælden og dens udøver, Christian V, som personligt – og med rette – er afbilledet på halvdelen af gobelinerne.

Nej, Den Skånske Krig bragte ikke Øst-øresundslandskaberne tilbage til Riget – også af grunde, som Danmark havde ringe indflydelse på.

Og Griffenfeld? Ja, Rigskansler Peder Griffenfeld står som tidligere fortalt på sin sokkel i bibliotekshaven i legemsstor figur. Han ser over på sin gamle arbejdsplads, hvorfra han med selvbevidsthed – nok tilsat magtfuldkommenhed, lidt arrogance og ubegrænset tro på egen kunnen – regerede lande og riger.
Han gjorde klart, at en krig mod Sverige, uden en forståelse med Frankrig, nok ville ende uden det ønskede resultat.

Nå, han havde jo heller ikke forudset Øresundsbroen.