.

.

Nyheder  Ι  Historie

Livgarden i Treårskrigen 1848-1850: del 3

Livgarden blev ved Isted længe holdt i reserve sammen med en række andre danske bataljoner, hvilket bestemt ikke huede garderne, som ifølge overleveringen ”brændte af Begærlighed efter at ile deres tapre Kammerater til Hjælp for at faa Lejlighed til at vise, at ogsaa de var beredte til at ofre Liv og Blod”.
Tekst: Kasper Kold Pedersen – Juni 2017

Op ad formiddagen blev reserven dog efterhånden kaldt frem. Ved middagstid, efter længe at have hørt slagets gang på afstand, blev garderne som sidste og afgørende led i det danske hovedangreb beordret frem til fronten for at storme de tyske artilleristillinger, der spærrede den danske fremrykning ved den nordlige udkant af Isted skov.

”Garden og 4de Forstærkningsbataljon ere udsete til at foretage det sidste Angreb paa Fjendens Stilling, lykkes det, ere vi i Slesvig i Aften!” – Oberst von Irminger, chef for den danske 6. Infanteribrigade, 25. juli 1850.

Danmark får frie hænder i Slesvig

I starten af juni 1850 befinder Livgarden sig i omegnen af Horsens, i fuld gang med eksercitser med henblik på det forestående felttog. Borgerkrigen raser stadig i Slesvig-Holsten, hvor en tysksindet oprørsregering fortsat insisterer på løsrivelse fra Danmark.

Få dage tidligere havde man kunne læse nyheden om at Danmark havde underskrevet en fredsaftale i Berlin med Prøjsen. Prøjserne var udsat for et stærkt diplomatisk pres fra blandt andet Rusland og Storbritannien, som forsøgte at holde den fremadstormende tyske stat i ave. Aftalen var et slag i ansigtet på oprørerne i Slesvig-Holsten – året før havde tusindvis af prøjsiske soldater stået skulder ved skulder på slagmarken med dem, men nu måtte man indstille sig på at kæmpe videre alene.

Danmark havde i maj måned igangsat en fuld mobilisering, og forberedte derfor netop nu en offensiv involverende over 40.000 mand med henblik på at bringe Slesvig tilbage på danske hænder.    

Oprørshæren, tællende næsten 30.000 mand, var dog langt fra den samme brogede skare som den, danskerne havde stået over for i 1848. Den var langt mere veltrænet og veludstyret, takket være sine tyske allierede, og med erfaring fra de to foregående års hårde kampe. Desuden havde slesvig-holstenerne netop hyret en prøjsisk general som øverste chef for sine tropper.

Efter en måneds tid i Horsens marcherer Garden sydpå mod Flensborg, som del af den danske hærs 1. Division. Marchen på 40 kilometer om dagen i den støvede sommervarme har givetvis ikke været nogen søndagstur for de svedende gardere under bjørneskindshuerne. Efter flere ugers streng march når man dog til Flensborg, samlingsstedet for de to danske divisioner inden det forestående sammenstød med oprørshæren, der stod bag sine forskansninger ved Isted.   

Den tapre landsoldat blev et symbol på dansk militær overlegenhed

Blodbadet på Isted Hede

Antalsmæssigt er slaget ved Isted 25. juli det største slag i Danmarks historie, og samtidig et af de største nogensinde udkæmpet på nordisk grund. Det er sidste gang i historien, at man ser hele den danske hær stående samlet til ét afgørende slag mod en ligeværdig modstander.

Numerisk var den danske hær ganske vist de tysksindede oprøreres en kende overlegen, men til gengæld var man som den angribende part også mere udsat, mens oprørerne havde en fordel ved at sidde i en stærk forsvarsstilling ved Isted.

Flere udenlandske militære eksperter så faktisk slesvig-holstenernes hær som den stærkeste af de to, på baggrund af en angiveligt mere erfaren hærledelse, bedre udrustning og militær uddannelse. Disciplinen og moralen i den danske hær blev dog anset for at være noget bedre end hos modstanderen. 

Om morgenen den 25. juli siler regnen omsider ned på soldaterne efter en længere periode med hedebølge, og omdanner det kvælende støv til et fedtet pløre. Kombineret med en tæt krudtrøg fra de bragende kanoner, skaber regnen også en markant nedsat sigtbarhed fra slagets begyndelse. Dette bevirker blandt andet at den prøjsiske general von Wilisens stort anlagte plan om at indlede en samlet modoffensiv bogstaveligt talt regner væk.

Operationen fungerer nemlig ikke så effektivt i praksis, som Wilisen ellers havde planlagt det på skrivebordet, idet den afhænger af et signalsystem af antændte bavner, hvilket kræver relativt god sigtbarhed. Derfor koordineres modangrebet ikke optimalt, og bliver i stedet indledt ganske ujævnt langs fronten, hvilket medfører en manglende gennemslagskraft og intensitet for afgørende at kunne sende den danske hær på retræte.  

På trods af dette, havde oprørshæren i perioder en vis succes flere steder langs frontlinjen – nærliggende er det især at fremhæve den 3. Infanteribrigade under den westfalske general Ulrich von der Horst, som indhyllet i tåge lykkedes med at overraske den danske 2. Division under general Schleppegrell og ramme dem i flanken. Under angrebet faldt general Schleppegrell selv, hvilket skabte yderligere bestyrtelse i de danske rækker, som for en stund gik tilbage.

Kort efter indsattes forstærkninger i form af en dansk reservestyrke, som bidrog til at afværge den lurende katastrofe. I stedet kunne den danske hær sidst på formiddagen begynde at forberede sig på det afgørende angreb på de slesvig-holstenske stillinger. For på trods af de to hærledelsers mange strategiske overvejelser og omhyggeligt udtænkte angrebsplaner om at omgå fjenden, så kom slagets udfald i bund og grund til at handle mere om mod og offervilje, end krigslist.    

Ved middagstid, efter at have kunnet høre slagets gang på afstand, blev garderne som sidste og afgørende led i det danske hovedangreb beordret frem til fronten for at storme de tyske artilleristillinger, der stadig spærrede den danske fremrykning ved den nordlige udkant af Isted skov.

Fremrykningen gik i første omgang gennem et sumpet lyngområde, hvor garderne måtte hoppe og springe mellem lavningerne i terrænet for at undgå fjendens kugler. Garder nr. 90 Jens Voldby af 4. kompagni beskriver fremrykningen gennem lyngen således:

” (…) vi [blev] af vores elskede kaptajn Axel Thortsen anmodet om at passe nøje på fjendens batterier oppe ved Isted skov. Han sagde: Når I passer på, kan de ikke skyde os; der kommer først et glimt, så et knald, og så ser I kuglen komme susende, og den må I træde til side for (…) og der faldt ikke en mand, skønt vi stod der i ca. 3 kvarter, og kuglerne pløjede lyngheden mellem os, ja vi måtte ofte træde enten til højre eller venstre for at lade kuglerne passere. Så kom vi ud i kæde og ned over mosen og op efter skoven.”   

Næppe alle kom dog så uskadt igennem, som garder Voldby fremstiller det. Men efter således at være nået nogenlunde helskindet ud af lyngmosen, mødte der mændene et voldsomt billede af krigens gru og ødelæggelse. Foran dem var et fladt hedelandskab overstrøet med døde og sårede soldater, der lå mellem kuldkastede vågne og dyngevis af døde heste.

En tysk artilleristilling, placeret ganske tæt ved resterne af Isted Kro, havde her haft held til at holde den danske fremrykning i skak indtil videre. Efter et kort hvil, mens danske kanoner indledte et voldsomt bombardement af de tyske stillinger for at gøre dem møre, blev der givet ordre til at igangsætte fremrykningen med fældet bajonet. På trods af de voldsomme scener på heden foran dem, var stemningen blandt garderne præget af en nærmest bizar eufori, da man stormede frem under høje hurraråb.

Efter 200 meters intenst løb med kuglerne flyvende om ørene ude i det åbne landskab, forcerede man tyskernes forskansninger og kom ind på livet af de fjendtlige artillerister, som febrilsk forsøgte at forsvare deres kanoner fra at falde i danske hænder.

Garderne lykkedes med at fravriste fjenden tre 6-punds kanoner, men med det samme forsøgte en eskadron af tyske dragoner at generobre dem ved et dristigt udfald. Gardens kommandør, oberst Johan Kirchhoff, gav derfor omgående mændene ordre til at tage opstilling i tæt lukkede kredse. Der var tale om en karré-formation med front til alle sider, der var en velkendt taktik til at imødegå kavaleriangreb. I afbildninger af slaget portrætteres Garden således ofte kæmpende i en sådan formation mod en gruppe af fremadstormende fjendtlige dragoner.

Den Kongelige Livgarde afviser fjendtligt kavaleriangreb 

Det tyske kavaleri mistede hurtigt momentum i deres fremstød, takket være gardernes koncentrerede geværild fra de tætte formationer, som gjorde et kraftigt indhug i dragonernes rækker. Kort efter afbrød de derfor helt forsøget på at tilbageerobre de tabte kanoner, hvorefter garderne, i selskab med et andet dansk infanterikompagni, et stykke tid optog forfølgelsen af den medtagede fjende.

Slesvig-holstenernes hær var slået, og retirerede tilbage mod Slesvig, som snart efter blev rømmet. I løbet af efteråret ebbede kampene ud, som krigens afslutning nærmede sig.    

Udfaldet af slaget ved Isted kom i høj grad ned til infanteriet. Selvom en enkelt afgørende faktor er svær præcist at finde frem til, så taler meget for, at danskernes overlegne reservestyrke, (herunder blandt andet Livgarden,) som kunne indsættes efterhånden som slaget trak ud, blev afgørende. Derudover havde det danske infanteris kampånd, offervilje, samt større militær erfaring end modpartens tropper formentlig også indflydelse på udfaldet.

Garden modtog stor ros for sin indsats. Brigadechef Irminger fremhævede således særligt Garden og dens kommandør:

”Oberstløjtnant Kirchhoff [Livgardens kommandør, red.], der ved Angrebet paa Højderne ved Isted med besindig Uforfærdethed førte sin Bataillon til Angreb og derved bidrog til det heldige Udfald. Brigaden kan overhovedet kun fremhæve den Dygtighed og Takt, hvormed denne brave Officer kommanderer det hans Anførsel antroede skønne Korps.”

Kommandøren nåede dog ikke at opleve freden sænke sig for alvor, i efteråret blev han alvorligt syg med det, man dengang omtalte som ”Brystvattersot” (vand i lungerne), og døde i november 1850, til stor sorg for garderne som havde tjent under ham gennem de tre krigsår. 

Da slaget ved Isted var overstået, havde danskerne lidt et tabstal på 3.615, mens tallet på slesvig-holstensk side lød på 2.808. Næsten en tiendedel af soldaterne der deltog, blev derfor enten såret eller dræbt denne dag. Livgarden havde 14 døde og 58 sårede, hvoraf næsten halvdelen blev varigt invalideret. De faldne blev begravet i en fællesgrav på Flensborg kirkegård, hvor man 13 år senere rejste den sidenhen så omstridte skulptur Istedløven, af H.W. Bissen.

Efter nederlaget i 1864 blev skulpturen bragt til Berlin af prøjserne, som en slags krigsbytte. Efter 2. Verdenskrig blev løven dog transporteret til Danmark af det amerikanske militær, og fik en plads foran Tøjhusmuseet på Slotsholmen i København. Efter forespørgsel fra Flensborg byråd, blev løven endelig i 2011 tilbageført til sin oprindelige plads på Flensborg kirkegård, hvor den i dag står.     

De sejrrige tropper ankommer i København

Krigens afslutning – en sejr, men samtidig kimen til ny konflikt

Sejren ved Isted, som reelt afgjorde krigen til danskernes fordel, fik i samtiden enorm betydning for den danske selvforståelse – og ikke mindst betydning for den skæbnesvangre nationale selvovervurdering, som på mange måder førte til katastrofen i 1864.

Midt i begejstringen over at have budt de mægtige tyske naboer i syd trods, og tilmed vundet den tre år lange tvist med dem, glemte mange de egentlige årsager, der lå til grund for den danske sejr. Uden det diplomatiske pres på Prøjsen fra de andre europæiske stormagter, navnlig fra Rusland, som fik Prøjsen til at opgive sit engagement i konflikten med underskrivelsen af fredsaftalen med Danmark 2 måneder inden Isted, ville krigen ikke have kunnet vindes.

De danske soldater, som udkæmpede slagene ved Dybbøl, Fredericia, Isted og andre steder under Treårskrigen, blev i befolkningen et vigtigt symbol på den nyvundne nationale stolthed, i form af den nærmest mytologiske idé om ”Den tapre landsoldat”. Vel havde de danske soldater stået sin prøve under Treårskrigen med bravur, men forventningerne til sin egen militære formåen blev efterfølgende blæst voldsomt ud af proportioner.  

.

Næste artikel i serien “Livgardens Slag og Krige”

Livgarden under krigen 1864

.