.

.

Nyheder  Ι  Historie

Livgarden i Treårskrigen 1848-1850: del 1

Den 28. marts 1848, fire dage efter at statholderen i Slesvig-Holsten, prins Frederik af Nør havde orkestreret et chokerende kup mod den danske garnison i Rendsborg, stiller Den Kongelige Livgarde til samling på Rosenborg Eksercerplads.
Tekst: Kasper Kold Pedersen – April 2017

Den 28. marts 1848, fire dage efter at statholderen i Slesvig-Holsten, prins Frederik af Nør havde orkestreret et chokerende kup mod den danske garnison i Rendsborg, stiller Den Kongelige Livgarde til samling på Rosenborg Eksercerplads.

Oberst Schøller, chef for kongens adjudantstab, bekendtgør at gardere med personlig tilknytning til hertugdømmerne Holsten og Lauenborg opfordres til at træde frem og bekræfte, at de i lyset af den alvorlige situation i Sønderjylland fortsat vil stå ved deres aflagte ed om at tjene den danske konge. Alternativt kan man forlade tjenesten, og samtidig underskrive en erklæring, som forbyder deltagelse i konflikten på rebellernes side.

Nægter man at underskrive en sådan erklæring, var man at betragte som krigsfange. Ikke overraskende hørte Livgarden – inklusiv dem af mændene med nordtysk oprindelse – til blandt de mest loyale danske regimenter, og samtlige af de tilstedeværende gardere erklærede derfor uden undtagelser at de fortsat var parate til at ”leve og dø som Kongens tro Garde”.

En uge senere befandt Garden sig ombord på hjuldamperen Gejser på vej til Sønderborg. Alle var iført de nye mørkeblå feltuniformer, der samme år havde afløst den traditionelle røde våbenfrakke. Om bord var stemningen høj, og musikkorpset spillede mens mændene sang muntert med på ”Dengang jeg drog af sted”, den nye soldatervise, som hyldede den tapre danske landsoldat. En øjeblikkelig klassiker.

Stemningen skulle dog inden længe, i lyset af den blodige borgerkrig, blive mere alvorlig. Tag for eksempel skuden de befandt sig på, Gejser, som bare et år senere blev hårdt medtaget i forbindelse med den danske katastrofe i Egernførde Fjord som støtte for to danske krigsskibe hvoraf det ene, Christian VIII, eksploderede efter en voldsom kanonbeskydning fra Slesvig-holstenske batterier.    

Enevælde og helstat i frit fald – Baggrunden for krigen

I 1848 kulminerede en kraftig revolutionær strømning i Europa, som var udtryk for en stigende folkelig opbakning til radikale og liberale politiske bevægelser og idealer, som krævede at kongers og aristokraters magt blev indskrænket, og at ens samfundsmæssige stand ikke længere skulle bestemmes af fødsel, nedarvede privilegier og pligter.

Bølgen af revolutioner startede i Italien og spredte sig hurtigt til Frankrig, hvor Paris’ vrede borgere i februar jagede kongen Ludvig-Filip ud af byen og udråbte den 2. republik. Måneden efter havde uroen spredt sig til det tyske, hvor Berlin oplevede borgerkrigslignende tilstande, som tvang den prøjsiske konge til at love befolkningen reformer. I den ene europæiske storby efter den anden gik folk på gaden og enten væltede deres enevældige fyrster, eller tvang dem til at underskrive nye, mere demokratiske grundlove og gennemføre omfattende samfundsreformer.

I Berlin vandt de revolutionære nationalister første runde af Revolutionen. Det var grunden til, at kongen snart lovede at Prøjsen ville støtte Schleswig-Holsteinerne mod de danske undertrykkere.

I Danmark kom disse revolutionære vinde på et kritisk tidspunkt, fordi man i forvejen stod midt i et indenrigspolitisk kaos, hvor den danske helstat var ved at falde fra hinanden. Den politisk uerfarne (og psykisk temmelig ustabile) Frederik VII havde netop i januar 1848 arvet tronen efter sin far, men hans manglende evner til at bestride embedet var bredt anerkendt.

Han blev derfor hurtigt konfronteret med folkelige krav, især fra de nationalliberale, om at afvikle sin enevældige position. Blot få dage efter at Berlin kortvarigt var blevet forvandlet til en kampplads mellem civile demonstranter og militæret, så situationen i København ud til også at kunne løbe løbsk. Efter et stort demonstrationstog til Christiansborg, valgte kongen derfor at komme befolkningens krav i møde, og igangsatte en proces der pegede i retning af en afskaffelse af enevælden.

Udover den manglende opbakning til enevælden, havde den nye konge overtaget en længerevarende politisk hovedpine i form af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor en del af borgerne og aristokratiet ønskede helt at løsrive sig fra Danmark til fordel for det tyske forbund.

Dette var i dansk optik utænkeligt – især når det kom til det nordligste af de to hertugdømmer, Slesvig. Situationen i Slesvig-Holsten var en krudttønde, som længe havde truet med at eksplodere i borgerkrig, og problematikken forstærkede de i forvejen spirende nationalistiske bevægelser på både dansk og tysk side.

Fra hertugdømmerne lignede den hektiske situation i København en nationalliberal magtovertagelse og et forsøg på afsættelse af Frederik VII. De nationale grupper i Danmark havde længe ønsket en opdeling af Slesvig og Holsten i en dansk og en tysk del. Derfor mente mange tilhængere af et samlet Slesvig-Holsten i hertugdømmerne, at tiden var inde til at kappe båndene til Danmark. 

Optoget d. 21.-3. gik i god ro og orden ned ad Vimmelskaftet. Øverst til højre kiggede Grundtvig ud af vinduet. Til at begynde med tog han ikke del i Folkestyret. Senere blev han en meget engageret parlamentariker.

Tyskerne kommer

Kort efter Gardens ankomst og indkvartering i Sønderborg kom der glædelige nyheder, eftersom den danske hær netop havde vundet den første slagudveksling med oprørerne ved landsbyen Bov (som i dag er en del af Padborg). Rebellerne var nu på fuld retræte tilbage mod Rendsborg, og oprøret virkede nærmest knust inden det for alvor var startet.

Glæden varede dog kort, for snart stod det klart at 30.000 tyske tropper fra en lang række tyske stater – bl.a. Prøjsen, Hannover og Mecklenburg – var ankommet til Holsten for at bistå oprørerne i deres kamp for at løsrive sig Danmark og i stedet tilslutte sig Det Tyske Forbund. Kamphandlingerne var derfor kun lige begyndt.

I teorien betød det nemlig at danskerne var oppe mod en grotesk overmagt – Prøjsen alene kunne i princippet sende 400.000 mand i felten hvis det skulle være, og resten af Det Tyske Forbund rådede tilsammen over et tilsvarende antal. Den prøjsiske krigsmaskine var oven i købet den sandsynligvis bedst trænede og udrustede hær i verden, hvilket Europa snart skulle opdage (1864, 1866, 1870-71).

På grund af denne markant nye situation overgik Livgardens primære opgave fra beskyttelse af Frederik VII til regulær krigstjeneste ved fronten. Man behøvede simpelthen alle tilgængelige regimenter for at imødegå det tyske angreb. Garden blev derfor sendt til Slesvig by og Gottorp, hvor man blev sat i sving med skansearbejde og anden forberedelse til det forventede angreb fra syd.         

Påskeslaget

Om morgenen den 23. april ankom der meldinger til den danske hærledelse om fjendtlig fremrykning. Den tyske hær var på vej nordpå for at fjerne den danske militære tilstedeværelse i Slesvig, først og fremmest ved at knuse den danske hovedstyrke, der var gået i stilling syd for Slesvig by, og som for øjeblikket talte 12.000 soldater, ikke engang det halve af den tyske hær.

Livgarden skulle stå for forsvaret af selve det strategisk vigtige Gottorp Slot, og kunne derfor blot observere de første timer af slaget fra første parket. Kampene foregik nemlig syd for deres stilling, i første omgang omkring Bustrup, hvor den danske fortrop bød tyskerne op til dans.

Kampen bølgede frem og tilbage, med flankeangreb fra først dansk og dernæst tysk side. Til trods for den tyske hærs store overlegenhed på papiret, lykkedes det på dagen den danske hær at begrænse nederlaget og trække sig relativt helskindet ud af kampen, selv om tabene ikke var ubetydelige. Mindst 850 mand faldt under kampene i de skovrige slesvigske bakker.

Forvirringen på Gottorp Slot

Under påskeslaget forberedte den danske overkommando på et tidspunkt et modangreb der blandt andre skulle have involveret Livgarden, men fik til stor forbløffelse at vide, at regimentet havde forladt deres stillinger og nu opholdt sig i slottets tilstødende dyrehave.

Det viste sig at Gardens stærkt sygdomsplagede kommandør, Oberst Juel, havde givet ordre til rømning af slottet fordi han var bekymret over fjendens troppebevægelser. Det var hans opfattelse at regimentet var i overhængende fare for at blive indesluttet af tyske styrker der frygtedes at være trængt ind i Slesvig by, og at Garden dermed var i fare for at blive afskåret fra resten af den danske hær.

Juels antagelser viste sig dog at være forkerte, og han fik straks ordre om få Garden tilbage i deres oprindelige stilling i en vis fart. Alt imens var al snak om muligheden for et dansk modangreb dog forduftet, og snart efter trak den danske hær sig tilbage. Fejldisponeringen fra oberstens side, kombineret med hans forværrede helbredstilstand, fik ham til med kort varsel at tage sin afsked som chef for Livgarden.

Begivenhederne ved Gottorp Slot 1848 forfulgte i et vist omfang Livgarden sidenhen, fordi de har været fremdraget som en mindre glorværdig fodnote i Livgardens ellers så unikke militære tradition. I hvert fald har Premierløjtnant af Livgarden E. O. A. Hedegaard med slet skjult ærgrelse kommenteret episoden i sin biografi fra 1977 om C. A. Løvenskiold (1822- 1898), der har skrevet et klassisk værk om Livgardens historie:

”Også ’affæren ved Gottorp Slot’ i 1848, som altid skadefro holdes op for næsen af gardere, når disse berømmer deres gamle afdelings indsats gennem tiderne, er her udtømmende skildret og deler sol og vind lige om den spegede begivenhed.”

At episoden – som i værste fald må anses for at have været Oberst Juels ansvar, og i bedste fald som en hændelig fejl under hektiske omstændigheder – skulle kunne blamere Livgardens indsats under Treårskrigen, forekommer dog absurd. I 1848 var der i hvert fald under ingen omstændigheder tid til at hænge sig i den slags detaljer.

Stillingerne bølgede frem og tilbage

Dybbøl 5. juni 1848 

En måned senere, en særdeles varm sommerdag i juni 1848, befandt Livgarden sig med en dansk styrke på 14.000 mand ved Dybbøl, hvor en dansk fortrop få dage forinden havde overrasket en tysk bataljon og drevet dem på flugt. Få dage senere vendte fjenden dog tilbage med forstærkninger, opsatte på at smide de danske styrker tilbage til Als.   

Kampene havde allerede varet en rum tid, da Garden ud på eftermiddagen stod i brohovedet ved Alssund, klar til at modtage hvad man frygtede kunne blive et forceret tysk forsøg på at indtage stedet, hvis det igangværende slag forsatte med at tippe i deres retning. Flere af de stillinger som få dage tidligere var blevet erobret, havde allerede måttet opgives igen. Efterhånden koncentrerede danskerne sig derfor om at forstærke stillingen ved Dybbøl Mølle.

Her lykkedes det imidlertid det danske artilleri med hjælp fra søsiden (hvor de godt placerede kanonbåde bidrog til bombardementet af de tyske linjer) at få bremset den tyske fremrykning. Den danske øverstbefalende greb straks initiativet, og gav ordre til et modangreb. Livgarden fik derfor kort efter ordre til at marchere frem for at deltage i offensiven.

På vej dertil mærkede garderne ikke meget til kamphandlingerne som foregik bag Dybbøl Bjerg, men kun lige var de forreste rækker nået op over bakketoppen før kuglerne fór om ørerne på dem. Det skabte nogen uorden, men garderne fortsatte dog hen over toppen, hvor den nyudnævnte kommandør Major Johan Kirchhoff i samme nu gav ordre til at slå over i løb mod de fjendtlige linjer. På deres vej frem tilsluttede andre danske enheder sig dette stormløb, begejstrede over at modtage friske forstærkninger i form af de høje gardere i bjørneskindshuer.

Livgardens angreb over Dybbøl bjerg 5. juni 1848. En feltpræst, der var øjenvidne skrev: “Det var et stolt syn at se disse høje karle med bjørneskindshuerne på, kroppen let foroverbøjet og bajonetterne glimtede i aftensolen”.

Uden at kunne få overblik over det reelle antal af gardere (som kun var 300) blev det tyske frontafsnit chokeret over udsigten til at skulle stå over for nye og friskere modstandere. Efter en kort tumultarisk kamp, hvor især Gardens 1. kompagni var i nærkamp, blev tyskerne tvunget baglæns. Først gik de tilbage til Dybbøl by, som man forgæves forsøgte at forskanse, men kort efter opgav de også denne stilling og retirerede under stor jubel fra garderne.

Først da man gjorde ophold ved Dybbøl kirke gik det midt i euforien op for mændene, at der blandt deres egne var flere hårdt sårede og døende. Nogle havde midt i sejrsrusen ikke opdaget eller forstået omfanget af deres egne kvæstelser. Eksempelvis insisterede garder nr. 117, Jürgen Pedersen Pombüll, på at fortsætte kampen i forreste linje efter han var blevet påført et voldsomt sår, der efter slaget gjorde det nødvendigt at amputere hans ene arm.

Sejren 5. juni var selvfølgelig strategisk vigtig, men lige så vigtig moralsk for den danske hær, som efter det tyske forbunds indtræden i krigen havde haft det svært. Garden havde udmærket sig flot, og i brigadegeneralens rapport blev de rost for ”Tapperhed og Raskhed”. Også den daværende artilleriofficer Christian De Meza (den senere øverstbefalende i 1864) havde rosende ord til Livgarden ved denne lejlighed. Han mindedes blandt andet ”med stolthed hvorledes vi strede sammen (med Garden) paa Dybbølbjerg”.

En midlertidig våbenhvile

Med sejren ved Dybbøl havde den danske hær formået at sikre, at Danmark stadig havde et fodfæste i Slesvig. Sejren gav også et moralsk rygstød til både befolkningen og soldaterne som dermed fik fornyet tro på at krigen kunne vindes. I august indtraf en midlertidig våbenhvile, som kom til at vare året ud. Midt på efteråret var Garden endelig tilbage i København, hvor man sammen med resten af hæren marcherede i parade gennem de blomsterstrøede gader og blev hyldet af indbyggerne, mens de passerede under flere pompøse æresporte der var rejst på ruten gennem byen. Året efter tog man fat på stridighederne igen.

.

Næste artikel i serien “Livgardens Slag og Krige”

Livgarden i Treårskrigen 1848-1850: del 2

.