.

.

Nyheder  Ι  Historie

Livgarden under krigen 1864

Det var en ikke uproblematisk situation som Christian IX overtog, da han besteg tronen fra sin fjerne slægtning Frederik VII. Christian blev født i 1818 som 3. søn af Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, så det lå ikke ligefrem i kortene, at det var ham der en dag skulle blive Danmarks konge.
Af AUG-09 Kasper. B. A. Vestergaard Cand.mag. i Historie – Juli 2017

Optakten

Som så mange andre adelssønner uden store fremtidsudsigter på sin samtid gjorde Christian IX karriere ved militæret. Først som kadet ved flåden og senere som kavaleriofficer ved Hestegarden.

Da det stod klart at Frederik VII med alt sandsynlighed ikke ville få en tronarving, blev Christian ved tronfølgerloven af 31. juli 1853 dansk kronprins. Men da Christian overtog tronen 1863, overtog han et land på randen af en international diplomatisk krise.

Imens sad den Preussiske konge Wilhelm 1. og hans Kansler Otto von Bismarck nede i Berlin og drømte om et forenet tysk storrige, et rige bestående af alle de tysktalende områder med Preussen som den politisk dominerende kraft. For at drømmen kunne realiseres, krævede det en preussisk anneksion af de tysktalende områder i Danmark og Frankrig.

Så da Christian efter pres fra regeringen og befolkningen den 13. november 1863 underskrev novemberforfatningen, som havde til formål på sigt at udskille de tysktalende hertugdømmer Holsten og Lauenborg fra helstaten, og knytte Slesvig tættere på kongeriget, blev Danmark kastet ud i en større international diplomatisk krise.

Portræt af Christian 9. af Ole Henrik Benedictus Olrik

Novemberforfatningen skabte stor utilfredshed i Holsten, som ønskede en tættere forbindelse med Slesvig, samt større selvstændighed fra Danmark. Både Holsten og Lauenborg  var medlemmer i ”det tyske forbund”, en løs sammenslutning af tyske stater.

Wilhelm og Bismarck så dette som en oplagt mulighed for at fremprovokere en konflikt med Danmark, så de lagde pres på den danske regering gennem det tyske forbund for at få forfatningen ophævet, og truede med en besættelse af Holsten og Slesvig.

Den danske regering mente ikke det tyske forbund havde ret til at blande sig i Slesvigs affærer, og nægtede derfor at bøje sig for kravene om at ophæve forfatningen. Dette medførte, at den eneste tilbageværende mulighed var krig.

Krigens udbrud

I december 1863 rykkede en samlet tysk hær under ledelse af Preussen og Østrig uden kamp ind i Holsten. De danske tropper havde trukket sig tilbage fra floden Elben til forsvarsværket Dannevirke, et forsvarsværk der havde nærmest mytologisk status blandt de nationalliberale politikere, som en vold der i tusind år havde holdt tyskerne ude fra Danmarks grænser.

I realiteten var Dannevirke et håbløst forældet og misvedligeholdt forsvarsværk, der på ingen måde ville kunne modstå et preussisk-østrigsk angreb. Ydermere var de omkringliggende vådområder frosset i kulden, hvorfor det var let for preusserne og østrigerne at omgå fæstningsværket, og marchere direkte op i Jylland.

Derfor besluttede den øverst kommanderende general de Meza den 5. Februar, få dage efter krigens udbrud at marchere hæren nordpå, en beslutning som var rasende upopulær i københavn. Den danske regeringschef D. G. Monrad afskedigede senere de Meza på grund af tilbagetrækningen.

Episode af tilbagetoget fra Dannevirke den 5. – 6. februar – Niels Simonsen – 1864

Da den danske hær havde rømmet Dannevirke, gik der 8 timer før preusserne og østrigerne opdagede, at danskerne bevægede sig nordpå. Østrigerne sendte et rytteri af sted for at nå danskerne og holde dem mens resten af hæren fulgte efter.

Oberst Max Müller, som anførte 1. og 11. regiment, havde fået til opgave at sænke østrigerne, hvilket resulterede i slaget ved Sankelmark. Det blev et ualmindeligt blodigt slag: 763 mand faldt, heraf 53 døde, 157 sårede og resten blev taget til fange.

I modsætning til den første slesvigske krig, hvor livgarden var meget engageret, var deltagelsen i 1864 begrænset. Den 4. januar 1864 blev garden varslet om afmarch og det hjemkaldte mandskab blev mobiliseret. Den 3. februar stillede Christian IX Den Kongelige Livgarde til rådighed for krigsministeriet. Afmarchen blev dog udskudt, formentligt på grund af den danske tilbagetrækning fra Dannevirke.

Det første som Livgarden foretog sig i krigen, var forstærkning af Amalienborg. Det næste var en, med nutidige øjne, pudsig ekspedition. Man valgte at sende livgardens 1. og 4. kompagni af sted fra København, sammen med to skibe: dampskibet Freja og dampkorvetten Dagmar.

Planen var, at landsætte kompagnierne ved Hohwacht i Holsten. Grundet dårligt vejr og da de fandt ud af at der ikke var fjendtlige tropper i nærheden, blev kun 50 mand landsat og da vejeret igen tillod det, blev styrken taget om bord igen og sejlet til København.

Landgang på Holstens kyst den 6. Marts 1864

Efter rømningen af Dannevirke havde de preussisk-ledede tropper belejret dybbølstillingen mens de østrigske forsat var på vej op i Jylland. Til søs havde den danske flåde overtaget, dels fordi Preussien ikke havde en flåde af særlig betydning og fordi den østrigske flåde lå i Middelhavet.

Den 18. marts afmarcherede livgarden med 12 officerer og 742 underofficerer og menige. Da kommandøren for livgarden, oberst G. H. Lasson, var blevet udnævnt til chef for 1. brigade under 1. division, blev Livgardebataljonen anført af major C. Krieger med kaptajnerne M. B Nægler, F. C. Kaas, L. Kriger og A. E. Herskind som kompagnichefer.

Livgarden ankom til Sønderborg hvor den blev underlagt en af gardens gamle kompagnichefer generalmajor du Plat ved 2. division. Livgarden skulle afvente og kun bruges i ”meget alvorlige øjeblikke”. Rektor Chr. Bredsdorff skrev i et brev hjem, da han så kompagnierne marchere gennem Sønderborg: ”Det stolte syn af garden med de vældige bjørneskindshuer; med anstand i deres holdning og med fuld musik marcherede forbi, og vi raabte for dem saa det klang”

Den 2. April begyndte et voldsomt preussisk bombardement af Dybbøl. Livgardens 3. kompagni fik til opgave at blive i byen og forrette polititjeneste. En garder fra 3. Kompagni husker:

”Den anden april begyndte Tyskerne at bombardere byen dels med granater og glødende kugler, som hver på sin vis gjorde den grueligste ødelæggelse. Snart var byen på flere steder i brand og den største elendighed fandt sted alle vegne. Den ene granat faldt efter den anden, som gjorde den grueligste forstyrrelse, og de skikkelige indvånere måtte flygte fra hvad de ejede….. Tredje kompagni hvorved jeg stodblev ordret til at blive i byen for så vidt muligt at holde orden og fred samme sted, da den grueligste plyndring og skandale under byen brand og bombardement blev benyttet, borgernes døre blev ituslagne, deres møbler opbrudt og bortrevet blev hvad de slette folk kunne bruge. Vi tog en mængde røvere som blev ført i arrest i et stort pakhus og stadig bevogtede. Den 4. April var samme elendighed Sønderborgs skæbne, og vi vedblev vores bestilling både nat og dag”

Mens dette stod på, forsøgte stormagterne (særligt England) at få sluttet fred mellem parterne, og de blev indkaldt til en fredskonference i London den 12. april. Det lykkes dog Bismarck af få konferencen udskudt i sidste øjeblik til den 20. april. Den 18. april indledte preusserne et velorganiseret angreb på det dårligt vedligeholdte danske forsvarsværk Dybbøl-stillingen.

De preussiske tropper talte 35.000, mens de danske talte knap 10.000, hvoraf 722 var livgardere. Det resulterede i et kæmpe dansk nederlag og et dansk tilbagetog til Als.

Dybbølstillingen 

Klokken 6 om morgenen, indledte preusserne et massivt bombardement af skanserne, derved faldt en mængde granater i Sønderborg. Klokken 10. angreb de preussiske tropper skanserne, som blev erobret efter hård kamp.

Den danske 8. bataljon udførte et modstød, hvilket gjorde det muligt for den danske hær at frigøre sig fra skanserne. Derefter blev fjendens artilleri rettet mod broen over Alssund, og livgarden blev kommanderet frem over sundet.

S. C. Knudtzen, sekundløjtnant ved 18. Regiment, (senere primierløjtnant i Livgarden og senest nationalbankdirektør) fortalte i sine erindringer:

”da sås, i den heftige ild Livgarden i sektionskolonne at debouchere fra Sønderborg og rykke frem på den nordre pontonbro. Geledderne var tæt sluttede, marchen taktfast og i almindelig kadence, geværerne i hvil, skarpt antrukne, alt ganske som på eksercerpladsen. Foran kolonnen marcherede 4 officere, kommandøren, major Krieger, adjudanten, premierløjtnant Tobiesen, kaptajn Nægler, om jeg ikke husker fejl, og en fjerde officer, formodentlig føreren af kompagniets forreste deling. Granaterne piskede ned i vandet på begge sider af broen, Garden forsatte sin faste march. Da kolonnens tête var nået omtrent to tredjedele af broens længde frem, fik bataljonen befaling til at rykke tilbage; artillerilarmen var så stærk, at jeg, der stod tæt ved broens vestlige ende ikke kunne høre nogen kommando; men pludselig så jeg geværerne blive stærkt antrukne, som de dengang skulle før der gjordes omkring og kolonne, næsten samtid i hele dens dybde, for så vidt den var kommen ud på broen, vende om og lige så roligt, som den var rykket frem, marchere tilbage ind i Sønderborg. Et stolt syn var det at se den smukke afdeling midt i den heftige granatild rykke frem og marchere tilbage, ganske som havde det været på nørrefælled. Hvor smuk ville en sådan afdelings fremrykning ikke have været, om den var blevet hidkaldt tidligere, og det var blevet den forundt at tage del i 8. Brigades fremstød” 

13 Livgardere døde den 18. april, heriblandt oberst Lasson.

Nederlaget havde stillet Danmark i en usædvanlig dårlig position ved fredskonferencen i London. Ydermere blev danskernes position svækket ved en stor uenighed om, hvad danskerne ønskede.

Den nationalliberale regering ville en løsning hvor hele Holsten og muligvis også den del af Slesvig, der lå syd for Dannevirke, blev udskilt af Danmark. På den anden side stod Christian IX som ville bevare helstaten og var åben for personalunion, hvilket reelt ville betyde en adskillelse af Slesvig og Danmark.

Konferencen førte ikke til noget, og kamphandlingerne blev genoptaget. De preussiske tropper erobrerede Als og Fredericia, og da en invasion over Fyn var en reel trussel, gik Monrads regering af d. 8. Juli. Den blev erstattet af C.A. Bluhme, som var nødt til at indgå en fred, hvor man afstod alle tre hertugdømmer.

I 1866 førte Preussen krig mod sin tidligere våbenfælle Østrig, for at nedlægge det tyske forbund, og igen i 1870 mod Frankrig, hvilket satte kronen på værket om et samlet Tyskland. Det kulminerede ved at kong Wilhelm blev kronet som tysk kejser den 18. januar 1871 i spejlsalen i Versailles.

Efter Sønderborg blev Livgarden kort sendt til Fredericia og derefter til Vendsyssel, for til sidst at vende tilbage til København. Garder 232 Årgang 1861 skrev i sin dagbog: ”under vor march fik vi på mere end en måde vidnesbyrd om den i København herskende stemning. Tilskuerne modtog os med kold ligegyldighed og ironiske tilråb”

Efter ankomsten til Livgardens Kaserne, blev de tre ældste årgange sendt hjem og Livgarden gled sammen med resten af hæren ind i skyggen fra 1864. Med under stormen på Dybbøl var Garder Heinrich Philip Løber og Kommandersergent F. W. Paustian, som begge var medstiftere af den første Garderforening i 25. August 1885.

.

F. W. Pautian og Heinrich Løber – medstifterne af den første Garderforening og veteraner fra krigen 1864

.

Næste artikel i serien “Livgardens Slag og Krige”

Kampene ved Amalienborg 9. april 1940

.