.

.

Nyheder  Ι  Historie

Kampene ved Amalienborg 9. april 1940

Tidligt om morgenen d. 9. april 1940 igangsatte Tyskland Unternehmen Weserübung-Süd, invasionen af Danmark som led i det videre angreb på Norge. Ud over forsvaret i Sønderjylland var der om morgenen også kampe i København, deriblandt skudveksling ved Livgardens forsvar af Amalienborg, hvor blandt andre kong Christian X, dronning Alexandra, kronprinsen, statsminister Stauning, udenrigsminister Munch og general Prior, hærens øverstbefalende, befandt sig.
Af APR-12, KS Mogens F. T. Larsen – april 2019

Ved begyndelsen af Anden Verdenskrig stod Danmark i en situation, der mindede meget om optakten til Første Verdenskrig. På grund af Danmarks geografi har landet ofte været af militær interesse, eksempelvis under Første Verdenskrig, hvor englænderne så muligheder for at bruge Jylland til at landsætte tropper og tyskerne ønskede kontrol med landet for at forsvare sin nordlige front. Det lykkedes dog ved hjælp af diplomati at holde Danmark ude af Første Verdenskrig, men sådan skulle det ikke gå i 1940. Tyskland invaderede Danmark for blandt andet at få en ”bro” til Norge, under påstand af at ville beskytte Danmark mod engelsk bombardement.

Den danske regering ønskede endnu engang at holde sig fra krigen, men vidste godt, at dette nok ikke var muligt. Derfor var Danmarks forsvar i tiden op til invasionen baseret på en balancegang – man måtte være klar til at forsvare landet, men uden at mobilisere så mange tropper, at Tyskland kunne bruge det som undskyldning for at angribe for at imødegå en trussel. Den 9. april 1940 havde den danske hær i alt 15.000 mand, hvoraf 8.000 af dem var værnepligtige. Trods soldaternes begrænsede felterfaring og forældede materiel var den ordre, hæren fik ved alarmberedskabet d. 8. april, tydelig nok:

”Ved direkte angreb på dansk territorium, skal styrkens opgave og kampens hensigt være en klar og utvetydig tilkendegivelse af viljen til forsvar – uanset styrkeforholdene.”

Kl. 04:20 d. 9. april ankom den tyske ambassadør, Renthe-Fink, til møde med den danske udenrigsminister Munch og fortalte at Tyskland ville beskytte Danmark mod engelsk bombardement og at tyske tropper derfor havde krydset grænsen til Danmark og bombefly var klar til at bombe København, hvis man satte sig til modværge. Samtidig lagde det tyske skib ”Hansestadt Danzig” til kaj ved Langelinie og landsatte en forstærket bataljon tyske tropper, der satte kurs mod Kastellet. Klokken 04:55 stormede tyske soldater Kastellet gennem Sjællandsporten og Norgesporten, som blev sprængt. Vagthavende officer på Kastellet, kaptajnløjtnant Stenkov, blev vækket af sprængningen og alarmerede Generalstaben om, at tyskerne var i gang med at besætte Kastellet. Efter en kort skudveksling var Kastellet i tyske hænder.

Kl. 05.10 hørte vagten ved Livgardens Kaserne skydning i retning af Langelinie. Samtidigt modtog chefen for Livgarden telefonisk ordre om at alamere Livgarden og klargøre modaktion, hvilket sendtes videre til vagten på Amalienborg med tilføjelse om blandt andet at udlevere skarp ammunition og afspærre slottet. Der ville også blive sendt forstærkning fra Livgardens Kaserne til Amalienborg hurtigst muligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den vagthavende officer på Amalienborg var kaptajn P. A. C. Henningsen. Da han fik meldingen fra Livgardens Kaserne udstillede han adskillige ekstra dobbeltposter ved slottet, samt reserver ved geværstøtterne. Garderne fik af kaptajn Henningsen ordre om at åbne ild på egen hånd mod enhver, der bar våben og var i fremmed uniform.

Kl. 05.25 hørte man på Amalienborg skydning i retning af Kastellet og 10 minutter senere meldte en civil cyklist, at tyske soldater rykkede ned ad Bredgade. Omtrent samtidig ankom de første forstærkninger fra Garderkasernen. Forstærkningen bestod af en rekylgeværgruppe på ca. 10 mand, som Kaptajn Henningsen beordrede til at tage stilling på hjørnet af Frederiksgade og Bredgade.
Kort efter lød de første skud i kampen ved Amalienborg. De fire gardere posteret ved Amaliegade fik indsigt på en kolonne bestående af omtrent ti soldater, men kunne ikke se, om de var danske eller tyske, hvorfor de ikke skød. Da blev de fire gardere beskudt fra både Amaliegade og Fredericiagade. Garderne faldt ned og besvarede ilden. Grundet den komplette mangel på dækning valgte de at trække sig tilbage til bedre stilling ved slottet, dels ved spring, dels ved kryben. Under dette stillingsskift blev to gardere såret, den ene i venstre skulder, den anden i venstre lår da han ville komme sin kammerat til hjælp. Garderne fik bragt sig i sikkerhed og blev ført indenfor, mens en post tog stilling ved hjørnet af Amaliegade.

Derefter ankom en lastbil med flere forstærkninger fra Livgardens Kaserne, endnu en rekylgeværgruppe. Da gruppen løb over slotspladsen, for at indtage sin stilling, blev endnu en garder såret og faldt om, ramt i brystet. Kaptajn Henningsen fik garderen vendt om på ryggen og kaldte to gardere frem for at få den sårede i sikkerhed og tre gardere fik ordre til at tage stilling ved stensøjlerne omkring rytterstatuen for at kunne skyde ned ad Amaliegade.

Herefter gik kaptajn Henningsen til hovedporten ved Chr. IX’s palæ for at se til garderen, der var såret i brystet. Her stod blandt andre statsminister Stauning, udenrigsminister Munch og general Prior og kaptajn Henningsen meldte sig til generalen. Indenfor hørte kaptajnen kong Christian X, stærkt bevæget, takke den i brystet sårede garder for hans indsat. De tre sårede blev noget senere kørt bort af en ambulance tilkaldt at vagthavende løjtnant Hartnack.

Da kaptajn Henningsen herefter vendte tilbage til slotspladsen var der ankommet endnu to rekylgeværgrupper fra Livgardens Kaserne, som han beordrede til Frederiksgade, der så var bemandet af 30 mand. 12 mand var på slotspladsen ved Amaliegade og omkring rytterstatuen, mens 4 mand stod ved hjørnet af Amaliegade og Toldbodgade. Der var sporadisk skyderi op og ned ad Amaliegade, mens tyskerne havde voldsom ildoverlegenhed på Bredgade, hvorfor garderne på Frederiksgade kunne gøre meget lidt. Dog kunne tyskerne stadig ikke rykke frem, så garderne løste deres opgave alligevel.

Omkring kl. 05.55 fik kaptajn Henningsen ordre fra kongen om at standse skydningen og meddele de tyske tropper om, at kongen ønskede at skydningen skulle ophøre og fra dansk side ikke ville blive genoptaget, medmindre tyskerne forsøgte at trænge ind på Amalienborg.

Kaptajn Henningsen fik standset skydningen ved Amaliegade og forklarede garderne situationen, hvorefter han vinkede med hånden inden han gik ad Amaliegade mod Tolbodgade, midt på vejen. Da han kom inden for råbe afstand blev han opfordret til at række hænderne op, men havde held til at nøjes med at række hænderne let ud til siden og undgik da den nedværdigende gestus. Den tyske gruppefører fik indstillet skydningen og gav kaptajn Henningsen en ledsager på vejen til den tyske delingsfører, med hvem kaptajnen fik aftalt en lokal indstilling af kampen. Den tyske løjtnant fulgte kaptajnen tilbage ad Amaliegade, hvor han beordrede de tyske soldater at indstille skydning og fremrykning, der, som kaptajn Henningsen igen pointerede, ville medføre at garderne igen ville åbne ild.

I Bredgade gik det ikke lige så let. Der var her en mere ophidset sindsstemning, sandsynligvis på grund af kampen og tyskernes mere udsatte stilling, hvilket resulterede i en mere hård tone fra den tyske gruppeførers side. Kaptajn Henningsen rakte dog stadig ikke hænderne i vejret, men måtte, under trussel af tyske soldater med karabiner og en håndgranat, aflevere sin pistol. Kaptajnen protesterede dog så stærkt imod at aflevere sin sabel, at tyskerne eftergav. Kaptajn Henningsen fik også her en ledsager og blev derefter ført tilbage til den samme løjtnant som tidligere, ved Toldbodgade, så ingen nærmere forklaring var nødvendig. Løjtnanten lovede også kaptajnen at han kunne få sin pistol tilbage.

Hermed var kong Christian X’s ordre udfyldt – kampene ved Amalienborg var standset og de tyske tropper nåede ikke Amalienborg, men holdt sig på afstand.

Kaptajn Henningsen rapporterede herefter til kongen, hvilket for ham var en svær opgave, da han beskriver kong Christian X som værende dybt berørt af situationen, men dog stærkt støttet af familien. Kaptajnen glædede sig dog over de danske soldaters indsats. Trods mange års nedprioritering af forsvaret kæmpede de danske soldater med ånden og moral fra 1848 og 1864. Kampene ved Amalienborg gav ikke anledning til samme slags bedrifter som eksempelvis i Sønderjylland, men garderne, der kæmpede ved Amalienborg d. 9. april viste stort mod ved at besvare fjendens ild på åben gade, uden hverken skjul eller dækning, og ved at bevæge sig ud i ildlinjen for at redde en såret kammerat. Kaptajn Henningsen fortalte at ingen af de sårede gav et kny fra sig og at en af garderne meldte sig til at gå den farlige tur for at tale med de tyske tropper i stedet for kaptajnen. Garderne var fortvivlede over at kampen blev indstillet og kunne ikke forstå det – de kunne sagtens have klaret ”den snes tyskere” sagde de senere til kaptajn Henningsen.

Den Kongelige Livgardes forsvar af Amalienborg gav kongen og kronprinsen tid til at drøfte situationen med statsminister Stauning, udenrigsminister Munch og general Prior. Sidstnævnte opfordrede kongen og ministrene til at fortsætte kampen fra Høveltekaserne, men dette forslag blev afslået – Danmark var besat.

.

.

.