.

.

Nyheder  Ι  Historie

Historien om Edinburgh Tattooet 1969

En gang tidligere har det været Livgarden forundt, at deltage i det verdensberømte Tattoo i Edinburgh, nemlig et hold gardere og 4 tambourer, der medvirkede i 1957. Derfor var det utroligt heldigt, at undertegnede lige netop var indkaldt på det tidspunkt, hvor Livgarden fik chancen på ny. Opholdet i Skotland skulle strække sig over 5 uger fra den 3. august til 7. september 1969.
Tekst: SEP-68 Preben Bosse – september 2019

Fordelingen i tambourkorpset var således: 16 trommer, og 24 fløjter, hvoraf der var 6 fløjter der ligeledes spillede signalhorn. Der var så 2 reserver som henholdsvis kunne træde ind som tromme eller fløjte, og sidst men ikke mindst havde korpset 2 tambourer der blæste på Lur, hvilket var starten på opvisningen ved hver eneste forestilling.

Selvom selve udstationeringen løb over fem uger, så var selve Tattooet kun i de tre af ugerne. De første to uger var sat af til indøvelse af programmet.

I Danmark var vi alle samlet 14 dage før afgang, for her at indøve selve opvisningen, men da vi ankom til Edinburgh, og så opvisningspladsen foran Edinburgh Castle, fandt vi hurtigt ud af, at det program vi havde indøvet i Danmark, overhovedet ikke kunne bruges på den forholdsvis lille plads vi fik stillet til rådighed. Ikke mindst så skrånede pladsen så meget, at den normale kadence ikke kunne praktiseres, men måtte øges en del. Altså måtte vi bruge de første 14 dage på at indøve et anderledes program, men det gik jo alligevel som det skulle, og det endte skam også med, at blive et meget seværdigt skue.

Som sagt så havde vi de første 14 dage til indøvning af tattooet, men det foregik kun i dagtimerne, hvorfor vi havde alle aftner fri til andre fornøjelser og byture.

På afrejsedagen havde vi alle fri om formiddagen, og derved havde vi tid til at tage afsked med familie og kærester etc. Vi skulle stille klar på Livgardens kaserne kl. 14. 30, hvorefter de følgende timer gik med pakning af såvel vores egen men også det fælles bagage.

Klokken 18.00 gik så turen mod Kastrup Lufthavn, hvor vi med et SAS fly skulle flyve kl. 20.00. Efter en flyvetur på knap 2 timer ankom vi til lufthavnen i Prestwick.

Da vi ankom til Prestwick, var lufthavnen så godt som ryddet for mennesker. Der gik temmelig lang tid før der kom nogen og bød os velkommen, så vi stod bare og gloede, da ingen kunne fortælle os hvad der skulle ske. Omkring midnat ankom der heldigvis nogle busser og hentede os, og nu gik turen endelig imod kasernen i Collington. Kaserne hed i øvrigt Redford Barracks. Da vi ankom til kasernen var klokken omkring 01.30, og efter endnu lidt ventetid fik vi anvist vores sovelokaliteter. En kæmpe sovesal med plads til ca. 25 mand. Efter at have smidt vores bagage på sengen, drog vi alle ned i kasernens spisesal, hvor der ventede os lidt varm suppe. Først herefter kunne vi pakke ud og indrette os, så det var nærmest morgen inden vi fik mulighed for lidt søvn, inden den kommende dags indøvning af tattooprogram. Anderledes gik det dog da vi om morgenen skulle stille til parade, idet vi blev kørt ind til Edinburgh Castle, hvor vi dels så pladsen hvor showet skulle foregå, og ikke mindst de lokaliteter, vi skulle opholde os på, såvel før en forestilling, som imellem to forestillinger. Hvad stedet normalt blev brugt til, vides ikke, men det lignede nærmest nogle ”skolelokaler”, og pladsen var meget trang. I disse lokaler skulle vi i tre uger slå tiden ihjel, og det viste sig, at være i rigtigt mange timer, de dage hvor der var tattoo.

Tattoo hver dag, og nogle dage var der to forestillinger. Om lørdagen var der, ud over to forestillinger om aftenen, også noget de kaldte ”Eftermiddags Matine”. Dog kunne vi disse lørdage nå tilbage til vores kaserne og spise aftensmad inden vi igen skulle tilbage til skolelokalet og vente på den næste aftenforestilling. Dog skal det nævnes, at søndag var der tattoo fri, dog holdt pubberne også lukket om søndagen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De første to uger: Som nævnt, så var de første to uger sat af til indøvelse og hvad der ellers måtte være på programmet af specielle ting.

Vi deltog en dag i noget, som de i Skotland holder meget af, nemlig et Highland Games i byen Grieff. Her skulle vi så give en opvisning på plænen, imens der rundt om os foregik andre ting, såsom telefonpæle kast, Marathon sækkepibespil, sabeldans, cykelløb og hammerkast etc. Her fik vi da oplevet noget anderledes, og vi fik da også smagt på en skotsk specialitet, som vi i første omgang troede, at være en spandauer, men i stedet for syltetøj eller creme i midten, så var der såmænd blot fårekød. Denne delikatesse skulle man lige vende sig til.

En hel dag blev revet ud af kalenderen, idet Carlsberg fonden havde arrangeret en heldags tur op i højlandet. Vi blev afhentet i 3 busser, og alle var spændte på hvad der nu skulle ske. Efter en times kørsel fik vi øje på en stor rasteplads, hvor der var sat en masse Carlsberg parasoller op, og på borde under disse stod der masser af Carlsberg dåseøl. Heldigvis kørte vores busser ind på rastepladsen, og nu var der ingen, som var i tvivl om hvad der så skulle ske. Vi blev budt velkommen af en repræsentant fra Carlsberg, som sagde vi bare kunne forsyne os, og det skulle ikke siges mere end én gang. Imens vi drak en øl, kom der yderligere to busser, fra samme vognmandsfirma, kørende ind på rastepladsen, og til vores store overraskelse var busserne fyldt af unge kvinder.

Det viste sig, at Carlsberg havde indbudt de Danske Karoline piger, alle der var udstationeret i det meste af England og Skotland, til at være med på turen.

Pigerne fik en hjertelig velkomst af os gardere, og da vi skulle videre med dagens program, blev alle bedt om at blande sig i samtlige nu 5 busser, hvilket straks gjorde turen lidt sjovere. Vi kørte op i Højlandet, vi så Lock Ness, Loch- Lomond, Inverness, spiste frokost på en hyggelig restaurant, og sluttede dagen med endnu et restaurationsbesøg, hvor aftensmaden blev indtaget. Alt i alt en rigtig god tur som Carlsberg fonden derfor kunne høste meget ære af.

Der var også nogle aftener, hvor nogle af os tambourer, var ude og spille til forskellige receptioner for officerer og nogle af byens spidser. Dette var selvfølgelig et kærkomment afbræk i de daglige rutiner.

Endelig oprandt dagen hvor vores første forestilling skulle løbe af stabelen. Vi blev afhentet på kasernen i nogle af de gamle engelske dobbeltdækker busser, og blev i dem kørt ind til Edinburgh, hvor vi i første omgang skulle opholde os i de omtalte skolelokaler. Ventetiden gik med kortspil, læsning, rygning, og nogle drak endda øl (dette var tilladt den gang).

Tattooet startede med et hold sækkepibespillere ” Massed Pipes and Drums”, så var det Royal Marines tur, herefter The Royal Canadian Mounted Police, Et skoleorkester ved navn The British Columbia Beefeaters Band, Noget militær opvisning med Scottish Division Castle Race, og endelig kom turen til os.

Fra skolelokalerne gik tur på et gangbræt under tribunerne ind på selve Edinburgh Castle hvor vi efterfølgende skulle stille op.

Det første der skete var at vore to lurblæsere i Vikingekostume gik ind over vindebroen og stillede op. Speakeren annoncerede nu Livgarden med ordene:

Jeg er glad for at byde velkommen igen til The Royal Danish Lifgarde. Herefter startede Lurblæserne med at blæse en fanfare, hvorefter vor dagens kaptajn råbte, Livgarden march. Vi marcherede nu med tambourkorpset i spidsen hen over vindebroen og ind på arenaen til tonerne af ”Den gang jeg drog af sted”.

Først gav tambourerne deres opvisning med numre som Tavern in the town, Københavner march, Wonderfull Copenhagen, Alfred skal giftes nu til morgen, Tipperary, Rits Rats, hvorefter det blev det gardernes tur med et meget flot evalueringsprogram til tonerne af forskellige Tambourmarcher. Alt dette imens bifaldet fra tilskuerne væltede ned over os. Ja der var endda mange af numrene hvor publikum sang med på. Vi sluttede af med, at hele holdet i slowmarch gik frem imod hovedtribunen, hvor vores honnør blev aflagt for dagens æresgæst. En aften var æresgæsten prins Georg af Danmark.

Dette program blev herefter gentaget de følgende aftner i de næste tre uger, så jeg tror da nok vi efterhånden fik det ind på rygraden. Selve tattooet blev afviklet fra den 15. august tilden 6. september.

En tidlig formiddag, inden vi samme aften skulle give to forestillinger, blev vi inviteret til, at besøge Johnnie Walker Distillery i Kilmarnock. Først fik vi en god rundvisning, efterfølgende middag, der bestod af Dansk bøf, og sidst men ikke mindst blev det til diverse smagsprøver. Inden vi forlod stedet fik alle overrakt en gaveæske med en ½ flaske Johnnie Walker Red Label. Dette gjorde skam lykke, og nogle tog allerede hul på flasken på vejen hjem, til trods for der om aftenen ventede os to forestillinger, og hvor det gjaldt om at være klar og parat. Alt gik dog som det skulle, dette til trods for, at der var enkelte bump på vejen.

Dette var slutningen på fem ugers intenst oplevelse, og jeg er sikker på, at alle deltagere fik noget at se tilbage på, noget der blev lagret dybt i hukommelsen, noget der aldrig vil tone sig ud i forglemmelsen mørke intethed. Nej det var en oplevelse som vil blive husket, også selv om vi bliver 100 år eller mere.

Da vi kom hjem og alle mest havde lyst til at holde fri, især de tambourer der var genindkaldte, så var der til sidst endnu en opvisning i vente. Hans majestæt Kong Fredrik den IX havde ønsket, at overvære vores tattoo, hvorfor der var arrangeret en ekstra forestilling i Sandholmlejren den 9. september.

Dagen oprandt, og under overværelse af den kongelige familie og tjenestegørende gardere, opførte vi tattooet igen, nu for allersidste gang.

Kongen gav efterfølgende rosende ord til hele holdet, og roste os bl.a. for vores præcision og enorme energi. Ligeledes sagde kongen, at det var en nydelse at se vores elegante bevægelser afstemt på millimeter med sidemanden.

Som afslutning på det hele fik alle deltagere et lille hvidt askebæger med et tryk hvorpå der stod Edinburgh tattoo 1969, samt et foto med alle medvirkende fotograferet af BBC. Det var ikke store gaver, men minderne har vi dog inde i os selv.

.

.

.