.

.

Nyheder  Ι  Historie

Dér hvor vi holder vagt: Amalienborg

De mest ikoniske vagtpalæer er for Livgardens vedkommende uden sammenligning Amalienborg Slotsplads. Men Amalienborg har ikke altid været residens for monarken. Her får du historien om Amalieborg. 
Tekst: FEB-75 Jesper Asmussen – September 2016

Sofie-Amalienborg

I 1660 havde kong Frederiks 3.s dronning Sofie Amalie opkøbt en række grunde i det dengang ubebyggede område, hvor Frederiksstaden ligger i dag, for at opføre et lystslot til erstatning for landejendommen Dronningens Enghave uden for Vesterport imellem det nuværende Vesterport Station og hovedbanegården. Denne lystejendom blev ødelagt under svenskernes belejring af København 1658-60, og dronningen fik så i 1667-73 opført det barokke lystslot Sofie-Amalienborg – opkaldt efter sig selv – og her døde hun i 1685.

Selve slottet lå imellem Bredgade, Frederiksgade og Fredericiagade, og grunden med haveanlægget strakte sig fra Sankt Annæ Plads og ud til Toldbodgade. Bygningen afsluttedes med et fladt tag med balustrade og et lysthus, formet i tidens ånd som en belvedere, hvorfra dronningen bl.a. kunne betragte sin elskede have. Slottet anskueliggjorde det enevældige kongehus’ magt, og dronningen brugte store summer på det, bl.a. til indkøb af franske møbler og kunsthåndværk.

På billedet fra første halvdel af 1700-tallet ses – med lidt kunstnerisk frihed – hvad der stod tilbage af Sofie-Amalienborgs slotshave efter ildebranden i 1689. Til venstre for pavillonen i billedets højre side ses orangeri- og staldbygninger, hvorfor Sofie-Amalienborg har ligget ude af syne i billedets højre side, hvor Amalienborg snart ville blive opført. Det er Bredgade [Norgesgade], som løber foran stakittet for neden i billedet.

Lystslottet brænder

I anledning af kong Christian 5.s fødselsdag den 15. april 1689 afholdtes en festforestilling i et operahus, som var en midlertidig træbygning, der var bygget tæt op ad lystslottet. Kongen var henrykt for forestillingen og ønskede den gentaget for offentligheden nogle dage senere, men da indtraf en stor ulykke.

Ved et uheld væltede en af operahusets 800 olielamper, og ilden fik fat i udsmykningen og antændte straks bygningen. Da der kun var én dør at slippe ud af, blev følgen, at 280 mennesker blev trampet ihjel, indebrændte eller blev kvalt i røg, og på bare femten minutter forvandledes operahuset og slottet til en ruindynge. Salen var fyldt med københavnske borgerfamilier, da det hele brændte, og efter denne ulykke kneb det med at få bygget noget nyt her. Sofie-Amalienborg blev aldrig genopført, men navnet blev bevaret som benævnelse for dette sted ud til kysten, idet københavnerne kaldte det Amalienborg.

Kong Christian 6. havde ikke interesse for haveanlægget på Sofie-Amalienborg-grunden, så den henlå blot som park samt eksercerplads for militæret; men flere velhavende københavnske købmænd og skibsredere ytrede ønske om at udnytte grunden til bebyggelse. Disse tanker blev først ved Frederik 5.s tronbestigelse forenet med ønsket om at markere den oldenborgske kongeslægts 300-års jubilæum på den danske trone ved at anlægge en helt ny bydel, Frederiksstaden, hvor fire såkaldte »hoteller«, palæer, blev opført – vore dages Amalienborg.

Sofie-Amalienborg var et barokslot fra 1600-tallet og en slags forgænger for det nuværende Amalienborg fra 1700-tallet. Til lystslottet hørte et prægtigt haveanlæg med klippede træer, Dronningens Have, som blev anlagt som modstykke til Kongens Have ved Rosenborg Slot. Foran slottet med sin buede stentrappe er anlagt en vandfyldt kanal, og bagved slottet ses skibe ude i Øresund. I baggrunden anes Skåne, som Danmark havde mistet i 1658.

Amalienborg Slot

Amalienborg er et hovedværk i dansk bygningskunst og regnes som det fornemste rokokoanlæg i Danmark, og det er samtidig en af de fineste forekomster af sin slags i Europa. Slotsanlægget består egentlig af fire adelige palæer, som omkranser en ottekantet plads. Senere blev palæerne overtaget til brug for det kongelige hus – og disse fire, nu kongelige, palæer har en spændende forhistorie.

Efter Christiansborg Slots brand i 1794 kom palæerne gradvist i kongefamiliens eje og har været det lige siden. Midt på pladsen ses den begavede franske kunstner Jacques Salys rytterstatue af kong Frederik 5., som var grundlæggeren af Frederiksstaden med Amalienborg, der skulle komme til at virke som regentparrets residens i vintermånederne.

Hvis dansk nationalfølelse kan siges at have et geografisk midtpunkt, er Amalienborg Slotsplads en oplagt mulighed, og Amalienborg-palæernes balkoner giver kongefamilien mulighed for at præsentere sig for befolkningen. Det danske folk har i over to hundrede år fejret Kongehusets mærkedage her på pladsen imellem Amalienborg-palæerne.

 

Prisen på palæerne eller hotellerne

Det er ikke så enkelt at gøre rede for prisen for, hvad det kostede at opføre »hotellerne«, da de jo blev opført af private, og fremgår derfor ikke af de bevarede statsregnskaber i Rigsarkivet. »Hotel« var den franske betegnelse for et bypalads – og oprindelig også benyttet om Amalienborgs fire palæer. Alligevel kan siges, at prisen på Moltkes Palæ kom til at andrage 102.126 rigsdaler, mens de øvrige palæer kun kostede det halve, fx var Schacks Palæ [Christian 9.s Palæ] anslået til at skulle koste 44.000 rigsdaler, men kom dog til at koste 59.182, og de to øvrige palæer kostede formentlig 50.000 rigsdaler hver. Samlet set må de fire palæer have stået i 260.000 rigsdaler.

I 1794 købte kronprins Frederik (den 6.) Moltkes Palæ med møblement til sin fader, kong Christian 7., som på grund af sygdom ikke selv kunne træffe den slags beslutninger, og herefter kaldtes det for Christian 7.s Palæ, som blev residenspalæet, og hvorfra Danmark blev regeret.

Riddersalens vægge er udsmykket med svagt lysegrønne paneler med forgyldte forsiringer, som sammen med rummets høje spejle og store lysekroner får rummet til stråle, når det anvendes ved festlige lejligheder og begivenheder. Det er her, at nytårstaflet den første januar finder sted for regeringen, landets øverste embedsmænd og hoffets ledelse, og her drikkes den nok så bekendte Rosenborg-vin. Påklædningen ved nytårstaffel samt nytårskur er galla eller festdragt.

Moltkes Palæ

Moltkes Palæ eller Christian 7.s Palæ blev opført i årene 1750-54 for overhofmarskal A.G. Moltke, som var kong Frederik 5.s nære ven. Palæet var det første, som stod færdigt, og det regnes som det fornemste af samtlige fire palæer, udført som det blev af datidens bedste håndværkere og kunstnere under ledelse af hofbygmester Nikolaj Eigtved.

Palæet anvendes i dag som majestætens gæste- og repræsentationspalæ. På palæets øverste facade under flagstangen ses elefantordenen med sin gyldne kæde, da overhofmarskallen og lensgreven i 1752 var blevet benådet med denne Danmarks fornemste orden. Riddersalen er det prægtigste rum i Amalienborg-palæerne, og det regnes tillige blandt de fornemste rokokorum i Europa.

Siden 1885 er palæet alene blevet benyttet som gæste- og repræsentationspalæ, og det danner blandt andet rammen om den traditionsrige nytårskur og det efterfølgende nytårstaffel på nytårsdag.

Ved istandsættelsen af palæet i 1996 fik man i Frankrig vævet kopier af salens oprindelige håndbroderede gardiner. Disse blev genskabt på baggrund af en stump af det oprindelige 1700-talsgardin, som dronning Ingrid havde fundet i gemmerne på Frederiksborg Slot i Hillerød. Her i Christian 7.s Palæ har bl.a. den russiske zar Alexander 3., kejser Wilhelm 2. af Tyskland, kong Edvard 7. af England, kong Gustaf 5. af Sverige opholdt sig, og her gav kong Christian 9. sin sidste audiens i 1906 … blot én time før han døde. I 1971-75 var der i palæet indrettet en lille børnehave og siden et klasseværelse for kronprins Frederik og prins Joachim.

Siddende majestætisk på den fornemste hest af alle med sejrstegnet en laurbærkrans på hovedet og med kommandostav (marskalstav) i hånden iscenesættes kong Frederik 5. som indbegrebet af det enevældige styre. Kongen fremstilles som storladen hersker romersk cæsar-kostume, ridende hen mod kirken – hen til Gud. Da statuen omsider blev rejst i 1771, var kong Frederik 5. død, så han nåede altså ikke at se den.

Rytterstatuen

Arbejdet med Amalienborgs verdensberømte rytterstatue blev sat i gang gennem lensgreve A.G. Moltke, som var kongens overhofmarskal og præsident for handelsvirksomheden Asiatisk Kompagni. Dette var det mægtigste af den danske merkantilismes handelskompagnier, og det tilbød at betale alle omkostninger for statuen af majestæten. Den var ment som en hædersgave til kongen fra hans tro undersåtter – »til Minde om Folkets Kærlighed« – hvilket er angivet i indskriften på monumentets sokkel. Handelskompagniet havde besluttet at hylde kongen med en statue i taknemmelighed over den kloge politik, hvormed kongens ministre havde hjulpet handelen.

Den franske kunstner og billedhugger Jacques-François-Joseph Saly påbegyndte arbejdet med statuen i 1754, samme år, som han blev udnævnt til leder af det nyoprettede Det Kongelige Danske Kunstakademi, der oprindeligt havde til huse i en del af Charlottenborg Slot på Kongens Nytorv. Forarbejderne skulle vise sig at tage kunstneren fjorten år, fordi han ikke ville slække på kvaliteten af sit arbejde, og Saly gik op i alle enkeltheder – lige fra udformningen af hesteskoene til udvælgelsen af den bedste bronzestøber i Europa.

Udgifterne angik ikke kun kunstnerens egen løn, men også materialer, værktøj, rejser og betalingen af en stor skare håndværkere. Igennem årene gik der ondsindede rygter om Saly og hans storforbrug, men Salys velgører, Asiatisk Kompagni, forsvarede kunstnerens ære og hædrede hans indsats.

Kongen er på statuen iført antikkens romerske kejserdragt, og med ansigtet løftet i majestætisk fjernhed ses han på en roligt skridtende hest – på vej til Frederikskirken (Marmorkirken), som ligger nogle hundrede meter væk. Samtidig rammer rytterens blik taget på Marmorkirken. Og det er ikke tilfældigt, at rytterens blik hviler på den lille kuppel på kirkens tag, fordi den lille kuppel, som også kaldes »lanternen« nemlig betegner, at kirken åbner op mod himlen og det guddommelige.

Den enevældige konge havde sin magt fra Gud, som var den eneste, kongen skulle stå til regnskab for. Som midtpunkt i den ideale bydel er der symbolik i, at Frederik 5. er omgivet af fire adelspalæer, idet adelen sikrer den sociale orden ved at støtte kongen. Hesten er en såkaldt frederiksborghest, kun avlet i Danmark, ude i Europa blev den kendt som »dansk hest«. Saly studerede indgående tolv ædle heste i de kongelige stalde og udarbejdede et utal af skitser. Dermed fik han uddraget en forbilledlig hals fra den ene hest, udmærkede bagben fra en anden hest, en fejlfri bug fra en tredje hest, hovedet fra en fjerde og så fremdeles – således, at kongens hest ville fremstå som hesten over alle heste. En fuldkommen fejlfri hest … der dog ikke har forekommet i virkeligheden.

 

Prisen på rytterstatuen

Statuen blev først indviet i 1771, men kom allerede på sin sokkel i 1768. Soklen med den omgivende marmorbelægning, gitterværket og kæderne stod først helt færdig i 1774, og således var statuen under opbygning i en snes år. Overslaget for rytterstatuen var oprindelig berammet til 35.000 rigsdaler; men det var alt for lavt sat for en opgave af den slags. Udgifterne endte da også med at løbe op i næsten ½ million rigsdaler, hvilket er næsten det dobbelte af, hvad det kostede at bygge hele det Amalienborg, som omkranser den.

Asiatisk Kompagni havde et årligt overskud på 100.000 rigsdaler, så beløbet svarede til fem års overskud – et forrygende beløb for en statue, der er det kostbareste kunstværk, som Danmark nogen sinde har kastet sig ud i. Det er senere regnet ud, at statuen havde kostet lige så meget, som hvis den havde været af massivt sølv eller omregnet til en fjerdedel af, hvad det havde kostet at opføre Christiansborg Slot fra 1740 – hvilket igen ville svare til en fjerdedel af det, alt Sjællands hartkorn var værd.

Det fornemme stavgitter i smedejern, som omgiver rytterstatuen, var en privat gave til kongen fra industrimanden C.F. Classen, som havde kostet 10.386 rigsdaler, tre mark og fem skilling. (For denne pris kunne man i øvrigt købe et fint borgerhus i Bredgade). Men ud af alle fortrædeligheder kom dog en af verdens smukkeste og fornemste rytterstatuer. Bag monumentets skabelse havde stået de bedste kræfter: en fremragende billedhugger, en pengestærk velgører og en samfundsorden, som ønskede at gøre indtryk med store kunstværker.