Garderudveksling til Huseby leir ved Oslo, Norge 

Tekst: Henrik Gattrup, Vicepræsident region 4
Torsdag d.8. juni

Min ”vært” var Helge røsaker fra Telemark Gardistforening

Mens garderne var ude at skyde paintball var der baråbning i Befalsmessen for officererne samt Helge og mig. Her viste sergent Fairchild rundt i Befalsmessens lokaler, og derefter holdt han et fabelagtigt foredrag dels om Hans Majestæts Kongens Garde fra grundlæggelsen og frem til Breiviks terrorangreb, og dels om paradeuniformens udvikling. Og derefter var der fri bar og hygge.

 

Fredag d. 9. juni

Efter morgenmaden gik Helge og jeg ned til paradepladsens og mødtes med 22 andre norske gardister under ledelse af L.T. Toni Isaksen, for at være med i den fælles generalprøve. Paraden slutter med forbidefilering for Kongen, men for at skaffe plads skulle vi gardister og Livgardens kommando flyttes. Vi Gardister stod i otte mand i fire geledder og skulle marchere ca. 10 m frem for derefter at vende 180 grd. I hvert geled og marchere tilbage. Efter denne vending skulle vi svinge til venstre efterfulgt af Livgardens kommando. Jeg ved ikke hvad denne 180 grd. vending hedder som ”tattoo-kommando”, men efter generalprøven var vi nødt til at øve den gang på gang før den blev nogen lunde seværdig. Vi klædte derefter i paradeuniform, og jeg fik udleveret en gardisthue som jeg skulle bære. Der blev brugt umådelig tid på at line hælene op efter hvide snore. Hans Majestæt Kongen, Kronprinsen og Forsvarschefen kom og inspicerede paraden. Kongen udleverede kongens ur til en kvindelig gardist, og sabel til en løjtnant. Derefter var der forbidefilering. Den gik fint, vores vending var ok. Jeg havde dog svært med at skulle holde venstre arm lige ned og kun svinge med højre. Efter paraden afleverede jeg gardisthuen og officererne og vi to garderforeningsrepræsentanter gik til Befalsmessen. Her var der også spændt hvide snore ud på gulvet hvor vi, alle Kongen Gardes officerer og befalingsmænd samt gæster linede op og så stod vi ellers i total stilhed og ventede på Kongen. Kong Harald V kom og hilste på hver enkelt alle 5 rækker igennem fulgt af Kronprins Håkon og Forsvarschefen. Derefter var der champagne og pindemadder i rigelig mængde, serveret af gardister i hvid skjorte. Kongen samtalte med udvalgte, der iblandt de danske officerer. Efter små to timer forlod den 80 årrige Konge og Kronprins Befalsmessen. Forsvarschefen blev og holdt en tale hvorefter receptionen sluttede.

Vi gik hjem og klædte i civil og fik en lur inden der var Sommerfest for alle officerer, befalingsmænd og os gæster.     

Sommerfesten begyndte i baren for dem der kom tidligt. Derefter var der velkomstdrink i forhallen og vi danskere delte os ud til forskellige borde hvor der var øl, vand og hvidvin. Og så eller en buffet med alt godt fra havet! Tre slags rejer, kongekrabber, taskekrabber, laks af forskellig afskygning, tuntatar, hvalmedaljoner, brød og dressinger. Vidunderligt! Til dem der ønskede det var der desuden røget kød og pølse samt asparges, tomat frugt og sødt. Ingen gik sultne fra bordet.

Efter festmåltidet sponserede Livgarden et anker øl. Kl 21 gik vi ud i let regn for at overvære aftenens konkurrence. Der blev stillet hold på to personer. Der var opstillet to pæle med en overligger hvori der hang et oppustet kondom. Under var der en gymnastikmadras og foran et springbræt. Konkurrenterne fik et pandebånd på med en syl og skulle løbe frem, sætte af på springbrætte og som en enhjørning springe frem og punktere kondomet. Vores sergent Møller kæmpede bravt blandt de mange hold og kom på skamlen med en flot tredjeplads. Efter stor hyldest gik vi i baren.

 

Lørdag d. 10. juni

Helge og jeg gik efter morgenmaden til musikhallen og oplevede musikkorpset og korpset for tidligere musikkere øve til Gardens dag. Kl. 11 tog vi og officererne til rundvisning på Akershus Fæstningen og det kunne ikke undgås at der dril om Chr. IV og Danmark/Norge. Vi fik en herlig frokost sponseret af Det Norske Gardistforbund og næste programpunk var vagtafløsningen på Kongeslottet. Vi blev også inviteret indenfor i vagtbygningen, som var en meget interessant oplevelse.

Vejret var nu ret pænt uden regn og vi slentrede ned ad Karl Johan til vi fandt en bar på en tagterrasse, hvor vi fik en drink inden vi gik videre til operaen og en gåtur op på det skrå tag, desværre nu i regnvejr. Vi tog T-banen hjem til kasernen og gjorde klar til fælles grill aften.