Detachementskydning i Aarhus

Årets Detachement Skydning, blev skudt med salonrifler på 5o m skydebanerne på Vestereng den 5. juli.

Efter fremmøde af deltagerne på Gardergården kl. 14.00 kørte garderne og de gamle gardere til skydebanerne hvor seniorsergent M. S. Thurø var skydeleder.

Der skulle afvikles to skydninger. Først en holdskydning mellem to hold bestående af: 10 gamle gardere og 10 gardere fra vagtdetachementet.

Derefter kunne alle, som var med på skydebanerne, skyde serieskydninger. Det er skudserier på 5 skud med markering efter hver serie.

Serieskydningerne kunne skydes flere gange, men kun den bedste serie fra hver skytte var gældende.

Imens der blev skudt på banerne, var der også tid til en hyggesnak og kaffe med Wienerbrød i kantinen og bag skydelinien.

Efter små tre timer var næsten 2000 patroner skudt af og alle skydninger afsluttet.

Vi returnerede til Gardergården, hvor der var tid til en stille pilsner eller vand inden Garderforeningen var vært ved en velsmagende middag, der bestod af tre retter.

Major Søren P. Østergaard, som var den retfærdige overdommer i konkurrencen, forestod præmieuddelingen i en pause mellem hovedretten og desserten.

Holdkonkurrencen blev vundet med en komfortabel margin af Garderforeningen for Aarhus og Omegn med 822 point mod Vagtdetachementets 761 point, og major Østergaard overrakte pokalen til Jan Creutzberg fra Garderforeningen.

Bedste makkerpar var garder M. Glenner-Frandsen og gammel garder Jarl Udsen.

Det var også i den grad Jarl Udsens dag, idet han også vandt præmier som dagens bedste skytte, bedste gamle garder (han er nu ikke så gammel endda og stadig en flot fyr) og bedste serieskydning.

Også garder J. Bols fik flere præmier, og der var desuden præmier til C. S. Hyllested, Knud Boye Nielsen, A. N. Christensen, Jørgen Nielsen, V. H. H. Sørensen m fl.

Til slut takkede Garderforeningens formand Niels Erik Kjær de fremmødte fra Livgarden for en hyggelig dag, og kl. 21.00 var det tid for tappenstreg.