En Livgarder i Korea

Af Major(+) Peter Lysholt
Bragt i Garderbladet december 2014
Lidt historie

Korea har historisk set altid ligget mellem stærke nationer, og landet har derfor i flere omgange været besat af både Kina og Japan. Helt frem til 2. verdenskrig var landet koloniseret/besat af Japan. Efter 2. verdenskrig indgik Sovjetunionen og USA en aftale, der på flere punkter minder om det vi så i Europa. Sovjet erobrede den nordlige del af Korea og USA gik ind fra syd, hvorefter de to stor- magter i 1945 delte Korea mellem sig og brugte 38. breddegrad som skillelinje. I 1948 blev Sydkorea og Nordkorea oprettet som selvstændige nationer.

25. juni 1950 angreb Nordkorea og gennem den mere end tre år lange krig flyttede frontlinjen sig som et pendul gennem den koreanske halvø. 27. juli 1953 blev våbenhvilen underskrevet og som en midlertidig adskillelse etablerede man en Demilitariseret Zone (DMZ) mellem de stridende parter. 38. breddegrad blev endnu engang fastlagt som skillelinje, og parterne accepterede at trække sig 2 km tilbage, så der på den måde blev skabt et ingenmandsland på 4 km mellem nord og syd.

At denne DMZ fortsat eksisterer den dag i dag, var der ikke nogen, der havde drømt om i 1953. DMZ er der fortsat, og der er ikke indgået en fredsaftale, hvilket er årsagen til, at jeg som dansk officer for tiden er udstationeret 12 måneder i den sydkoreanske hovedstad, Seoul.

FN oprettede i 1953 United Nations Command Military Armistice Commission (UNCMAC). Opgaven var og er fortsat at overvåge, at våbenhvilen bliver overholdt.

Danmark har to officerer udsendt i denne organisation. Den ene er leder af Transportkorridor Vest, og den anden (min position) er stabsofficer i hovedkvarterets Operationssektion.

Mine ansvarsområder i sektionen er en månedlig helikopterflyvning (H-128), godkendelse af alle civile, der skal ind i DMZ samt være forbindelsesofficer til de to transportkorridorer. Jeg har en

kollega fra New Zealand, der er ansvarlig for inspektioner og undersøgelser af særlige hændelser i DMZ. Når der er mange inspektioner og særlige hændelser, er det min opgave at aflaste min kollega ved at overtage nogle af opgaverne.

DMZ. En ualmindelig befæstet zone, hvor der ikke burde være militær
.

DMZ burde jo ud fra navnet være en 4 km bred zone uden militært personel eller materiel. Men det er slet ikke tilfældet. I denne del af verden går man meget op i ære. Når man sammenholder det med to parter, der på nogle punkter minder om to børn, der er uenige om hvem, der skal lege med den røde bil i børnehaven, så får man en situation, hvor begge parter opruster inde i zonen. I dag er der rundt regnet 200 Guard Posts, hver med ca. 40 soldater, på hver side af skillelinjen. Der udover er der ca. 100.000 soldater umiddelbart syd for DMZ, og det vurderes, at der er mindst lige så mange umiddelbart nord for DMZ. Langs DMZ har begge parter etableret et hegn, der mest af alt minder om hegnet ind i Jurassic Park. Hegnet går langs hele DMZ (ca. 240 km), og i forbindelse med hegnet er der udlagt et utal af miner. Det er kun soldater fra enhederne langs DMZ, der har lov til at komme ind i zonen. Når civile ønsker adgang i forbindelse med reparationer, vedligeholdelse o.l., så skal det hver gang godkendes af UNCMAC. Disse godkendelser er en af mine hovedopgaver.

H-128 flyvninger. Opretholdelse af landingsplads 50 meter fra Nordkorea.

Som en anden af mine primære opgaver skal jeg planlægge og gennemføre den månedlige H-128 flyvning. I DMZ er der én landeplads, som man holder ”åben”, hvis der skulle opstå behov for evakuering o.l. Hele området op til DMZ og i selve DMZ er ”no flight area”, så den månedlige flyvning skal godkendes flere steder, inden den gennemføres. Flyvning er dels en vedligeholdelse af piloternes tilladelse til at flyve i zonen og dels en kontrol af landepladsens beskaffenhed. Landepladsen har navnet H-128, deraf missionens navn. Flyvningen gennemføres i en amerikansk Black Hawk, og ja tilbage i 80’erne har den lavet en ”Black Hawk down” og nødlandet nord for grænsen, hvilket vi ikke ønsker at gentage.

Skærmbillede 2015-11-30 kl. 10.05.48

Skærmbillede 2015-11-30 kl. 10.05.57

Transportkorridorerne

Grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea er lukket med undtagelse af to transportkorridorer. Og ikke engang gennem disse er der almindelig trafik. I den vestlige korridor er der en undtagelse, da man bruger denne til og fra Kaesong Industrial Complex (KIC). KIC ligger i Nordkorea, og her arbejder lidt over 50.000 nordkoreanere. KIC er hovedsageligt sydkoreanske virksomheder, men der er også andre udenlandske virksomheder, der producerer derfra. Det er ikke højteknologisk industri, men samarbejdet betyder, at der tilflyder udenlandsk valuta til det hårdt trængte Nordkorea. Transporten gennem transportkorridoren er manegers fra virksomhederne og lastbiler med varer. KIC er indhegnet og derved afskåret fra resten af Nordkorea, så man på den måde sikrer, at der ikke er personer, der fortsætter ind i det lukkede land. Alle krydsninger overvåges af det team UNCMAC har ved korridoren, og jeg fungerer som deres kontaktperson i hovedkvarteret.

GP/OP inspektioner. Kontrol af de indgåede aftaler, men kun på den sydlige side.

UNCMAC har til opgave at inspicere alle Guard Posts og Observation Posts, der ligger i DMZ. Da man for længst har erkendt, at DMZ ikke kan holdes fri for soldater, har man indgået aftaler om antallet af soldater og våbensystemer inde i DMZ. Der er desuden en aftale, der sikrer, at der ikke etableres nye militære installationer i DMZ, hvorfor det kun er tilladt at vedligeholde de eksisterende installationer. Denne aftale er kun indgået med Sydkorea, da UNCMAC ikke er ønsket på den nordlige side af DMZ. Det er som nævnt min New Zealandske kollega, der har denne opgave som sin primære arbejdsopgave, men da den er relativt tidskrævende, fun- gerer jeg som stedfortræder ind imellem. Det gør jeg med glæde, da inspektionerne er behagelige afbræk i hverdagen, og samtidig giver mulighed for at komme ud og se lidt af landet. Store dele af DMZ er meget kuperet, og da den ud over soldaterne er ubeboet, er det en stor naturoplevelse.

Da man ikke har set nogen grund til at rydde miner i DMZ, og da denne del af landet var omdrejningspunkt i hovedparten af Koreakrigen, så holder man sig på de snoede bjergveje. Langs vejene er der ofte pigtråd med de karakteristiske trekantede mineskilte for hver 10 meter.

Special Investigation teams. Afhoppere, varselsskud og provo- kationer fra begge sider.

En anden af UNCMAC primære opgaver er undersøgelse af sær- lige hændelser. Både Nordkorea og Sydkorea har underskrevet en våbenhvile, og FN har på den baggrund bemyndiget USA til (på vegne af FN) at overvåge, at parterne overholder aftalerne. Brud på aftalerne kan være alt fra direkte beskydning af modparten til helt små provokationer. I dag er der dog ingen kontrol i det nordkoreaske område, hvorfor vores opgave udelukkende udføres i den sydelige del af DMZ. De mest almindelige overtrædelser er nordkoreanske soldater, der lige skal helt ned til grænsen og gerne lige over på den anden side. Reaktionen på denne provokation udebliver ikke, så der bliver prompte råbt advarsler og skudt varselsskud, hvis nordkoreanerne ikke returnerer til deres egen side med det samme.

Det sker også at nordkoreanere flygter til Sydkorea. I sådanne tilfælde er det UNCMACs opgave at tale med afhopperne for at sikre, at de af egen fri vilje er kommet til Sydkorea. Det sker ind imellem, at fiskere kommer til Sydkorea ved et uheld, og derfor slet ikke ønsker at blive. Der er også eksempler på fiskekuttere, hvor det ikke var alle på båden, der ønskede at hoppe af, og de personer, der ønsker at komme tilbage, får selvfølgelig lov til det.

Skærmbillede 2015-11-30 kl. 10.06.03

Skærmbillede 2015-11-30 kl. 10.06.09

Basen. Mini USA midt i Seoul.

Yongsan Basen, hvor UNCMAC hovedkvarteret holder til, minder mest om en lille amerikansk by midt i den sydkoreanske hoved- stad. Det er også på basen, at jeg har en lille lejlighed med stue, soveværelse og bad. UNCMAC er kun en meget lille del af basen, der er hjemsted for 8th US Army samt et stort antal koreanske soldater, der bliver uddannet af amerikanerne. I UNCMAC er vi ca. 40 personer, og i alt er der ca. 7.000 mennesker på basen, der arealmæssigt dækker ca. 5 km2. På basen finder man stort set alt, hvad man behøver. Der er et utal af sportspladser, supermarked, biograf, bowlingbaner, swimmingpool, golf driving range, mini- golfbane osv. Kontrasten mellem basen og Seoul er markant. Så snart man går udenfor basen, skifter byen karakter. Korea er befolket med 99 % koreanere, hvorfor man ikke ser mange vestlige

personer, når man kommer lidt væk fra basen. Når man ser sig omkring i metroen, er man ofte den eneste med vestligt udse- ende og på trods af den store amerikanske indflydelse gennem de sidste 60 år, så skal man ikke forvente, at man kommer langt med engelsk. Det er på sin vis overraskende, at antallet af udlændinge er så begrænset, når man tænker på landets historie.

Man skal dog ikke tro, at Seoul er en tilbagestående by i den 3. verden. Seoul er en storby i rivende udvikling. Gennem de sidste 20-30 år har Sydkorea udviklet sig fra et fattigt landbrugsland til en magtfaktor i verdensøkonomien. Seoul er en by med mere end 20 mio. indbyggere og derved den næststørste i Asien. I dag ligner den på mange områder Tokyo både med hensyn til udvikling, infrastruktur og prisniveau. Priserne ude i byen er på niveau med Danmark, når man ser på mærkevarer indenfor elektronik, tøj o.l. I nogle tilfælde er tingene tilmed dyrere. Nogle ting er dog stadig billige. Kørsel i taxa og tog er billigt, og restauranterne er også noget billigere end hjemme. Og så er det en helt anden kultur, hvilket er med til at gøre opholdet spændende og lærerigt.

Share this Post