Brian Rützou: ”Jeg tror på, at man skal give noget igen”

Når man besøger det lille sadelmageri i Taastrup, møder man som det første en Garder i fuld blå uniform. En Garder der står troligt vagt i forbutikkens hjørne, der er tilegnet Livgarden. Man er ikke i tvivl. Her arbejder en mand med regimentet i sit hjerte.
Af APR-12 Andreas Dalsgaard

Garderbladet er draget ud i det blå for at hilse på Brian Rützou, der d. 3. maj under årgangsparaden modtog DG hæderstegn foran de 1300 fremmødte gamle gardere. I værkstedets butik mødes vi af den 190 cm høje tidligere vagtholdsfører, der tager imod med et stort smil. Som noget af det første foreslår han en rundvisning i værkstedet, og man er da heller ikke i tvivl om Rützous passion for sit fag.

Sadelmageriet leverer Livgardens bjørneskindshuer, og Rützou gør en dyd ud af at fortælle om fremstillingen. Man fornemmer da også hurtigt, at bjørneskindshuerne fylder en del i forretningen. Under loftet, på utalige hylder og i kæmpe kasser findes der huer i alle størrelser. Et syn der på mange måder beskriver den mand, som vi nu skal tale med. En mand for hvem Livgarden udfylder en særlig vigtig brik i livet.

En gammel Garder

Rützou startede sin karriere i Livgarden som indkaldt på hold DEC-83. ”Jeg har vidst at jeg skulle i Livgarden fra 13-14 års alderen. Det så jo flot ud, og det med Gud, Konge og Fædreland sagde mig noget”. Netop patriotismen forklarer måske også Rützous beskrivelse af det første møde med Livgarden, der i hovedtræk handler om glæde. ”Jeg havde talt meget med min grandfætter der var befalingsmand i Livgarden, så jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til. For mig var det bare forløsningen af noget, som jeg følte jeg var bestemt til”.

”Jeg kunne godt høre,
at min karriere hang i en tynd tråd”

Som alle andre gamle gardere, har Rützou naturligvis en masse soldater historier fra rekruttiden. Særligt mindes han en øvelse, hvor han med de øvrige rekrutter i sergentelevdelingen blev sendt ud i skoven, med ordre om at afvente yderligere instruks. ”Jeg tænkte at de vil ha vi slår bivuak op, og så sender de garanteret nogle ældre gardere ud om natten, der hugger vores stumper”. Det skulle dog ikke ske for Rützou, så han besluttede sig for at kravle op i et stort fyrretræ og fastspænde sig med remmene fra sin rygsæk. ”Så sad jeg der og kukkelurede hele natten. Næste morgen skete der så ikke noget, og heller ikke om formiddagen. Hen under eftermiddagen var der stadig ikke sket noget, og da jeg vidste vi skulle aftrædes tænkte jeg, at de havde glemt mig, eller været der og overset mig”. Da Rützou endelig mødte kompagniets NK, blev han beordret til samtale hos kompagniets chef Premierløjtnant Uldal. ”Jeg stillede hos ham, og han var i skideballehumør, så jeg kunne godt høre at min karriere hang i en tynd tråd”. Rützou fik dog forklaret omstændighederne og mødt af et smil hos chefen, der godtog den noget alternative opgaveløsning. ”Så jeg kom heldigvis på sergentskole, som jeg skulle”.

  • IMG_1857
  • IMG_1847
  • IMG_1856

Slædehunde og støvlekontrol

Efter Rützous ophold på Sønderborg sergentskole returnerede han til Sandholmlejren som sergent og gruppefører. De kilometerlange kampvognsspor førte Rützou til Livgardens kaserne, hvor han nåede at blive både NK vagthold og vagtholdsfører, før han valgte at se mod indlandsisen og Siriuspatruljen. ”Det faldt mig helt naturligt. Nu var jeg i Livgarden som befalingsmand, og så kunne jeg lige så godt prøve et eller andet af. Andre tog på patruljekursus ved Jægerkorpset, men det var ikke lige mig. Det andet sagde mig mere (Sirus, red.) – det var jo ude for lands lov og ret, hvor man ikke kunne komme hjem. Så det var en naturlig forlængelse i min søgen efter at afprøve mig selv”. Rützou måtte dog afbryde sin rejse på kystisen efter et år, da han pådrog sig forfrysninger i fingre og tæer. ”Det var selvfølgelig et slag mod selvfølelsen at afbryde sådan en tur, men jeg blev hjemkommanderet af Søværnets stabslæge, så der var ikke rigtig noget at gøre”.

”Der er noget til os alle
– også på modgangssiden”

Efter opholdet i Grønland vendte Rützou hjem til Livgardens vagtkompagni som forsyningsbefalingsmand. ”Det har altid været mit stamkompagni, og der hvor jeg følte at jeg hørte til. Så hvis der er én kaserne jeg føler mig knyttet til, så er det Livgardens kaserne”. Tiden i vagtkompagniet har selvfølgelig fyldt meget i Rützous karriere. Da vi spørger ind til hans bedste historie som vagtholdsfører, læner Rützou sig tilbage i stolen på sit kontor, med et smil der breder sig til begge ører – efterfulgt af en sagte latter. Stilheden overdøves kun af synålenes arbejde i værkstedet, mens Rützou eftertænksomt leder efter den rigtige historie.

“Det er ikke den sjoveste historie, men den er god, for den handler om soldaterære. En gang havde jeg en garder med franske aner. Hans farfar var pensioneret officer fra Fremmedlegionen. Farfaren var mødt op for at se sit barnebarn gå blå vagt på Amalienborg. Den pensionerede officer stillede sig stolt op og gjorde honnør for vagten. Til min store skræk så sergenten det ikke. Under afløsningspatruljen forklarede jeg situationen for sergenten, og beordrede ham at gå til farfaren og give ham en undskyldning. Sergenten gik hen til den noget overraskede gamle mand, leverede en formfuldendt honnør, og undskyldte at han ikke havde været opmærksom på hilsenen. Den gamle officer strålede. Den næste jul modtog jeg en pakke med, dels en hilsen fra den nu hjemsendte garder, et håndskrevet takkebrev på fransk fra farfaren, samt et par flasker fra familiens franske vingård. Denne gestus havde reddet dagen for alle, og de var dybt taknemmelige.”

Når chancen byder sig…

Efter Rützous hjemkomst fra Grønland vidste han, at der måske skulle ske noget andet i hans liv. ”Som forsyner lærte jeg så den gamle sadelmager, der lavede huerne (bjørneskindshuerne, red.), at kende. Da jeg trådte ind i hans værksted kunne jeg godt mærke, at der skete noget. Tingene talte til mig”. Rützou aftalte derfor med sadelmageren, at han måtte komme i værkstedet fra tid til anden for at sy læder. Sadelmageren, der var en ældre mand, havde ikke udset sig nogen til at overtage aftalen med Livgarden, så der åbnede sig nu en oplagt chance for Rützou. ”Livet kommer indimellem med nogle muligheder i forhold til det man har planlagt. Enten slår man til, eller så slår man ikke til. Jeg slog til”.

Rützou arbejdede i lang tid gratis for sadelmageren, mens han fortsat var forsyner i vagtkompagniet. ”Da jeg ikke kunne få nogen uddannelse hos ham, udover ”on the job”, gjaldt det jo om hurtigst muligt at få suget så meget ud inden han stoppede”. Rützou fik lagt en føler ud hos Livgarden, og blev efter en kvalitetskontrol af sit håndværk godkendt til at overtage aftalen.

December 94 blev Rützou overført til reserven som seniorsergent, hvor han stadig er, og den professionelle karriere i forsvaret var slut. ”Jeg startede så op med primært at lave huer og tasker for Livgarden. Sidenhen er der jo kommet mere til, og i dag, tyve år efter, er vi fem på værkstedet”. Selvom sadelmageriet laver meget andet end materiel til Livgarden, er man ikke i tvivl om Rützous evige dedikation til regimentet. ”Jeg har været rigtig glad i alle disse år, for jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden Livgarden”.

  • IMG_1854
  • IMG_1848
  • FullSizeRender

En løs ende

I Garderbladets januar-udgave kunne man læse Rützous førstehåndsberetning om ulykken i 1985, hvor en rekrut og en sekondløjtnant døde efter en røgulykke under en feltøvelse. Oplevelsen har i de 30 år vejet tungt i, ikke kun Rützous rygsæk, men i hele holdets oppakning af minder fra tiden i Livgarden. ”Tiden var jo en anden dengang. Der talte man ikke om følelser”. Netop det er grunden til, at Rützou følte at noget stadig nagede holdet 30 år efter ulykken. ”Jeg kunne mærke på alle jeg havde talt med gennem årene, at der sad noget uforløst fast”. Derfor valgte Rützou at skrive artiklen om ulykken, hvilket satte skub i tingene. ”Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg har besvaret op mod 300 henvendelser på de sociale medier. Folk har været glade for, at der endelig blev sat ord på ulykken, for nu kunne de bedre forstå sammenhængen”. Ved årgangsforeningens 30 års jubilæum havde Rützou foreningen på besøg i sadelmageriet, hvor ulykken blev snakket igennem. Og netop Rützous initiativ har om noget fået italesat ulykken, hvilket for mange har lukket en løs ende, eller som han selv så billedligt formulerer ”Det har trykket den sidste byld ud”.

I Garderbevægelsens tjeneste

Rützou har altid været en tro støtte for Garderbevægelsen. I forbindelse med overrækkelsen af DG hæderstegn, udarbejdede Præsident Flemming Rytter en liste over hans gerninger – og listen er lang. Herunder kan blandt andet nævnes hans 30 årige medlemskab af foreningerne, hans støtte til egen lokalforening med gaver og sponsorater, støtten til Gardershoppen og en aktiv indsats for veteransagen, før det blev et folkeanliggende. Ydermere har Rützou leveret De Danske Garderforeningers gave til HM Dronningen ved hendes 75 års fødselsdag. Rützous bidrag spænder vidt og bredt, og vi lader ham nu afslutte portrættet med sine egne ord:

“Livgarden og garderbevægelsen siger mig noget på et dybt plan. Det har betydet meget for mit liv, og givet mig nogle gode grundsten at bygge livet på. Livgarden og garderbevægelsen lever på de oplevelser, som tusinder af gardere har haft, og det skaber ånden såvel som rekrutteringen af fremtidens gardere. Jeg tror på, at man skal give noget igen. Og derfor vil jeg gerne give mit bidrag for at garderånden fortsat lever og blomstrer”.

Del historien med dit netværk

Kapacitetsopbygning i det nordlige Irak – læs her