Historie 


På initiativ af restauratør Chr. Sund samledes et antal gamle gardere i Thisted i marts 1901 med henblik på at oprette en garderforening. Det resulterede i, at Thisted Amts Garderforening blev stiftet den 8. april på Hans Majestæt Kong Kristian d. IX fødselsdag.

Chr. Sund, der var årgang 1862 og veteran fra krigen i 1864, blev forenings første formand. Ældste medlem var husmand N. Christensen, Skyum, årgang 1848, som var veteran fra 3 års krigen 1848 – 50.

Foreningen startede med 20 medlemmer.

Det er bemærkelsesværdigt, at af landets over 70 garderforeninger, er Thisted Amts Garderforening den fjerde ældste, efter start byer som København og Odense.

Af vedtægterne fremgår, at formålet var at opretholde kammeratskabet og hengivenhed for kongehus og fædreland. Det blev den gang som nu kraftig pointeret, at foreningen var absolut uafhængig af partipolitik.

Man ønskede også at kunne støtte trængende kammerater, og De Danske Garderforeninger har endnu fonde, som uddeler legater til gamle gardere og garderenker.

Ved Mørsø Garderforenings oprettelse i 1918 overførte Thisted Amts Garderforening 26 af 99 medlemmer dertil. Foreningens første fane er fra 1913 med Frederik d. Vlll ’s navnetræk. Den blev i 1983 erstattet af landets eneste håndbroderede silkefane med nuværende monarks navnetræk.

Det var kun muligt, fordi Fru Ellen Lund Sørensen, Sennels, udførte dette årelange krævende arbejde. Hun blev fortjent hædret med De Danske Garderforeningers Hæderstegn.
Det gamle Thisted Amt er åbenbart en traditionel kongetro landsdel, da særdeles mange herfra har aftjent deres værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. På flere indkaldelseshold er der en klar overrepræsentation. Eksempelvis deltog 8 tjenstgørende gardere i blå uniform ved fore­ningens 90 års jubilæum.  

I 1926 og 1951 var der repræsentantskabsmøde i Thisted i forbindelse med foreningens 25 og 50 års jubilæum.
Ved foreningens 75 års jubilæum i 1976 indførtes 25 og 50 års hæ­derstegn til trofaste medlemmer. De blev uddelt første gang ved en re­ception på Hotel Royal, hvori der deltog ca. 150 medlemmer, som derefter marcherede gennem byen med 2 tamburer i spidsen.

I 1997 indførtes som noget helt nyt 10 års hæderstegn.   

Foreningens 100 års jubilæum blev fejret på behørig vis d.7 april 2001. Om formiddagen med march i Thisted by, hvor vi havde 3 tamburere og 6 tjenstgørende gardere i spidsen og med ca. 70 gamle gardere.

Efterfølgende var der reception på det gamle rådhus i Thisted, hvor der blev serveret div. sandwich og forfriskninger.  

Aftenfesten blev holdt på Hotel Hanstholm, med godt 150 deltagere, og Tonight sørgede for musikken. Foreningen havde sparet op til jubilæet, og planlagt at bruge 100.000 kr. på jubilæet således at ingen, ikke skulle kunne være med af pris hensyn.  

Af arrangementer vi afholder i Thisted Amts Garderforening.

En sommergrill aften eller udflugt. 
Foredrag i samarbejde med Marineforeningen i deres marinestue. 
Julefrokost med banko, hvor bestyrelsens koner sørger for maden. Deltagerne betaler 50 Kr. for menuen, så tjener vi til gengæld lidt på de våde varer, men et godt arrangement, hvor vi bliver flere hvert år. 
Vi har som regel også et virksomhedsbesøg, her er deltagerantallet mere svingende. 
Så vi har selvfølgelig også skydning på programmet, mest på 15 meter, hvor vi skyder, hver anden mandag i vinter månederne. 
Generalforsamlingen afholdes i Marts og menuen skiftevis. Kogt torsk med tilbehør, året efter gule ærter og pandekager med is.

 

Bestyrelsen I Thisted Amts Garderforening  ved 100 års jubilæet
Stående fra venstre: Nov. 78 Jørgen Jensen, April 88 Glenn Andersen, Maj. 77 Per Sørensen, Okt. 74 Sv. F. Østergaard, April. 79 Torben O. Karlshøj.
Siddende fra venstre: Jan. 70 Niels Chr. Nielsen, Mar. 54 Børge Gramstrup, Nov. 78  Niels Godiksen, Jan. 90 Jan Molsgaard Larsen. 

Foreningens formænd
Restauratør 205-2-62. P Chr. Sund.  1901 – 1903
Avisbruger 47-4-69 Poul Agerholm 1903 – 1913 
Gårdejer 179-4-95. Jens Thomsen 1913 – 1924
Gårdejer 215-1-95  Poul Frost 1924 – 1945
Husmand 799-3-11 Christian Bunk 1945 – 1961
Proprietær 83-1-38 Holger Erichsen 1961 – 1987
Lærer 1205-11-48 Jens Kr. Dahl 1987 – 1993
Propiretær Jan. 70  Niels Chr. Nielsen 1993 – 2003
Inseminør Nov. 78 Niels Godiksen 2003 – Nu

 

Livgardens historie


1658 – 1660: Livgarden oprettet, den første ilddåb, forsvaret af København.

30.juni 1658 blev “Kongens Livregiment til Fods”, som Livgarden oprindelig blev betegnet oprettet af Frederik den III. Hvad hensigtet fra Frederik den III’s side end har været, er det værd at ligge mærke til, at det fra første færd var udset som et Livregiment. Men andre ord, et eliteregiment med kongetro og pålidelige officerer og mænd. 

Den 7. juni 1658 blev Frederik von Ahlefeldt udnævnt som den første chef for Livregimentet. Dagen efter fik Niels Rosenkrantz bestalling som oberstløjtnant over Livregimentet. 

Livregimentets første ilddåb skulle de ikke vente længe på. Allerede senere på året deltog Livregimentet i forsvaret af København mod den svenske konge Carl 10. Gustav. Efter at Carl 10. Gustav var gået over isen ved Lillebælt og Storebælt, indledte han en belejring af København, som varede indtil natten mellem den 10. og 11. februar 1659. Denne nat besluttede den svenske konge, at belejringen af København havde varet længe nok og af den grund indledte han en storm på byen. 

Dog var København forberedt på sådan en begivenhed. Såsnart Carl 10. Gustav havde givet tegn på angreb, lød alarmsignalet fra Vesterports bastion. De enkelte enheder og frivillige bemandede deres poster. Overalt var man beredt til at modtage fjenden. Selvom svenskerne blev ført frem i stort tal, lykkedes det for det københavnske forsvar at slå dem tilbage overalt med små tab. Da morgen oplyste landskabet omkring voldene var der næsten 3000 dræbte og sårede svenske soldater, dertil flere hundrede fanger. Selvom svenskerne var slået tilbage var København stadigvæk under belejring fra svensk side. 

Freden kom først efter flere store slag, heriblandt: slaget ved Nyborg den 14. november 1659, hvor svenskerne led et smertelig nederlag og derved mistede Fyn. Den 27. maj 1660 blev freden endelig dokumenteret efter, at den svenske konge Carl 10 Gustav var død den 13. februar 1660.

 

1662: Den ensartet uniform blev indført.

Blev den ensartet uniform indført. Da Kongens Livregiment blev oprettet blev det dannet af flere kompagnier, og da krigen kom kort tid efter, var der ikke ressourcer til at forsyne regimentet med uniformer. Så soldaterne kæmpede i de uniformer de kom i. Da folkene ikke var ens, bar de et felttegn, som ofte blot var en skuldersløjfe eller et armbind. 

Først i 1662 blev der efter fransk mønster indført ensartet uniform for soldater i den stående hær, den udleveret uniform blev brugt til både felt- og garnisonsbrug.

 

1676: Niels Rosenkrantz bliver dræbt ved Helsingborg

Niels Rosenkrantz bliver dræbt under erobringen af Helsingborg. Hans efterfølger som chef for Kongens Livregiment blev den 37-årige oberst Siegfried Bibow.

 

1685: Livgarden fik nye uniformer efter en beslutning af Christian den V.

Christian den V. besluttede, at hans livgarde skulle have nye uniformer. Igen efter fransk inspiration. Denne gang efter Ludvig den XIV’s livgarde som mønster, blev de røde uniformerne skiftet til gule.

 

1712: Indberettes det, at den gule uniform ikke egnede sig til feltlivet.

Blev der indberettet af Schack de Wittenau, at den gule uniform absolut ikke egnede sig til brug i feltlivet. Af den grund blev den røde enhedsuniform befalet genindført af kongen.

 

1771: Livgarden blev nedlagt på Johan Friedrich Struensee’s ordre.

Den 21. december sendte, den tyske livlæge hos Christian VII, Johan Friedrich Struensee ordre til generalitets- og kommissariatskollegiet (krigsministeriet) om at Livgarden skulle nedlægges! 

Men hvordan kunne en livlæge udstede sådan en ordre. I denne periode var Christian den VII syg og Johan Friedrich Struensee udnyttede dette til sin egen fordel. Samme år som han udsendte ovenstående ordre blev han udnævnt til geheimekabinetsminister og lensgreve. Da nyheden nåede frem til garderne, nægtede de fleste af dem at adlyde ordren. Hvis kongen ikke ville beholde dem måtte han afskedige dem, de skulle ihvertfald ikke tilknyttes noget musketer regiment. 

Da vagten på Christiansborg slot klokke 10 skulle afløses af mandskab fra musketerregimentet havde garderne på vagten fået nyheden at vide. Afløsningen foregik i ro og orden. Men da mandskabet var kommet ind i vagtstuen og flere af de vagtfrie garder var kommet til, blev stemmingen ophidset. Resultatet blev, at garderne satte bajonetterne på og drev den nye vagt ud og besatte vagtstuen. Ved de andre garderkompagnier foregik nogenlunde det samme, det fælles kampråb var: “Gardere eller afsked”. 

Ved middagstid begav livgarden sig afsted i samlet flok til Frederiksberg slot, hvor de ville henvende sig til konge. Stille og roligt gik de fremad. Da de mødte kongen på vejen, åbnede de straks geledderne og lod vognen passere, mens de honorerede kongen i dyb ærbødighed. Herefter optog de marchen, indtil de nået frem til foden af Frederiksberg bakke. Her mødte de til stor overraskelse deres kompagnikommandør – han var tilkaldt af Struensee, som var blevet bange for livgardens mytteri. Han gav garderne kongens ord på, at garderne skulle blive hjemsendt. Garderne nægtede dog at forlade slottet, før enhver af dem havde fået deres afskedspas, idet de ikke følte sig sikre ved blot et løfte. 

Blandt byens borgere var stemmingen i høj grad til gunst for garderne, flere af borgerne sendte julemad op til garderne ved slottet. Derudover havde store menneskemængder samlet sig ved slottet. I løbet af de næste dage havde Struensee sørget for, at kongen underskrev en ordre om, at alle gardere, som ønskede det kunne få deres afsked, da kongen ikke ønskede at beholde nogen i sin tjeneste mod hans vilje! 

Der gik ikke lang tid før københavnerne begyndte at savne deres smukke yndlingsafdeling, og fra mange sider beklagedes den skæbne som havde ramt den. Livgardens kommandør i perioden 1766-1767, Landgreve Carl af Hessen, sendte disse ord til general Gähler, som havde været kompagnichef i Livgarden og som havde frarådet Struensee i at opløse Livgarden:
“Jeg blev dybt rørt over gardernes loyalitet og fanetroskab, ligesom også den naturlige værdighed, hvormed de optrådte, selv under optøjerne.”

 

1772: Livgarden blev genoprettet, Dansk blev indført som kommandosprog.

6. januar udstedes af Struensee en kabinetsordre, hvorefter mindet om livgarden skulle fjernes fra militæretaten. Officerne skulle sættes á la suite ved andre regimenter, og det blev forbudt at vise sig i garderuniform. 

Udmiddelbart skulle man tro at Livgardens opløsning var en sejr for Struensee, men i virkelighed satte han en underskrift på hans egen skæbne. Hans vaklende og bange holdning under urolighederne med garderne, gav hans modstandere mod. 

Den 17. januar 1772 gjorde en hofrevolution for stedse en ende på hans magt. 

18. januar 1772 underskrev kongen ordren om Livgardens genoprettelse. Ordren var stillet til Livgardens kommandør, oberst Haxthausen, og lød:
“Som Vi allernådigst have fundet for godt igen at oprette Vores Livgarde til fods og det fra 1. ds. af, og at sætte den udi alt på samme fod, som den haver været forud den sidste derved foregangne forandring, så og allernådigst ville Vi, sat alle officerer, som derved have stået, igen skulle træde i deres forrige post, så have Vi dig sligt til efterretning herved allernådigst villet bekendtgøre.”

Dagen efter var Livgarden igen på vagt, dette kunne lade sig gøre, da en stor del af de afstedige gardere var blevet i København. Flertallet havde dog forladt byen og dengang tog det dage at få dem tilbage til København. Efterhånden var styrken oppe på 17 officerer, 380 underofficerer og menige. Selvom det ikke var fuld styrke, kunne Livgarden stille til parade for kongen den 10. juli 1772 på Christiansborg ridebane. 

10. juli 1772 medførte også en anden stor begivenhed for Livgarden. Gennem længere tid havde der i befolkningen været stor utilfredshed med brugen af det tyske sprog som kommandosprog. I Struensee perioden blev det helt galt, og da denne periode var tilendebragt blev Livgarden den første afdeling, som indførte dansk kommandosprog.

 

1776:

28. januar blev det forbudt ved lov at ansætte udlændinge i statens tjeneste. Dog kunne de som allerede var der, forblive i deres stillinger og få dansk indfødtsret, hvis de søgte det.

 

1782: Grødslottet blev opført.

Livgarden fik tilladelse til at købe en gård i Løngangsstræde til brug som sygehus. Der var plads til 36 senge. I 1810 blev den byttet med en større gård i Klerkegade. 

Endelig i 1818 blev det store sygehus færdigt, det blev opført på grunden langs Rigensgade (Sct. Annæ gamle kirkegård). Huset fik hurtigt navnet “grødslottet”, et navn som det beholdte indtil det blev nedlagt i 1928, da militærhospitalet på Tagensvej var opført. Navnet kom fra, at maden mest bestod af grød, som også blev brugt til omslag om ben- og armbrud.

 

1788: Hæren skulle have nye faner og Livgarden tegnede selv fanen til garden.

I 1785 befalede kronprins Frederik, at der skulle indføres nye faner i hele hæren. Livgarden udtrykte ønske om at måtte føre dannebrog, da den i modsætning til andre regimenter i landet altid har haft mandskab fra kongens egne riger og lande. Livgarden udarbejdede selv tegningen til fanen, som blev godkendt i 1788. Herefter førte Livgarden dannebrogsfanen forsynet med rigsvåbnet og kongens navnetræk til al vagt og udrykning.

 

1794: Christiansborg nedbrændte, Amalienborg blev købt som erstatning.

26. februar nedbrændte Christiansborg. Som erstatning købte kongefamilien Amalienborg. Palæerne blev restaureret udvendigt og indvendigt. Kolonaden blev opført. Allerede dagen efter trak Livgarden vagtparaden op på Amalienborg.

 

1799:

Tjenestetiden blev nedsat til 7 år fra 12 år.

 

1805:

Disciplinen gymnastik blev præsenteret for Livgardens rekrutskole for første gang.

 

1848: “Dengang jeg drog af sted” lyder for første gang.

Den 5. april på vej til Sønderborg lyder for første gang “Dengang jeg drog af sted” og det var en sang, som blev modtaget med jubel af garderne. Dette år blev også den første gang, at bjørneskindshuen blev båret i krig. 

23. april så de danske forposter store fjendtlige kolonner nærme sig. Det var prøjserne under kommando af den prøjsiske general Wrangel. Den 5. juni angreb prøjserne og selve kampene endte snart ved Dybbøl. Kampene endte i en våbenstilstand den 26. august.

 

1849: Slaget ved Fredericia den 6. juli.

Den førnævnte våbenstilstand endte den 2. april 1849. Prøjserne angreb den 6. april, dog blev prøjserne nedkæmpet af en godt kæmpede dansk hær. Det afgørende slag blev kæmpet ved Fredericia den 6. juli, et slag som danskerne vandt. 

I Berlin var man imidlertid blevet træt af krigen, dels på grund af interne forhold i Tyskland og dels på grund af den danske blokade af alle havnene. Nederlaget ved Fredericia satte prikken over i’et. Den 10. juli blev der underskrevet en foreløbig fred og alle tyske tropper trak sig ud af krigen og marcherede syd på.

 

1850: Slaget ved Isted.

Den 4. juli sluttede Danmark og Prøjsen fred i Berlin. Derved havde Danmark nu frie muligheder over for oprørerne, som var begyndt at røre på sig igen. Den 25. juli stødte vores tropper på fjendens fortropper og et blodigt slag begyndte. Trods ihærdige forsøg fra de kæmpende oprørere lykkedes det for de danske soldater at besejre dem. 

Slaget ved Isted var den 3. store sejr over Slesvig-holstenerne, af den grund måtte de rømme hele Slesvig nord for Danmarks ældgamle grænsevold, Dannevirke. 

I Danmark var jubelen stor, man var stolte af sine soldater. Blandt andet var der rejst en æresport for garderne, da de kom til København.

 

 

1858: Livgardens 200 års jubilæum

Den 30. juni fejrede Livgarden sit 200 års jubilæum. Om morgenen stillede Livgarden i røde uniformer til parade for kongen på Nørrefælled (nu Fælledparken). Kommandøren, oberst Barner, oplæste følgende kongelige hilsen: “Gardere, I ere her forsamlede i en højtidelig Anledning! Garden har den lykke at eje en Historie, som er to hundrede Aar gammel. I ere blevne Eders Fortid troe, og I have det Held, at I altid selv i de vanskeligste Tider have haft Lejligheden til at vise, at I ere stolte af at tilhøre Korpset. Bliver saaledes ved, og I ville stedse have Eders Konges Naade og Velvilje.

 – Leve Vor troe Garde!”

Da oplæsning var tilendebragt, udbragte kongen et leve for Livgarden. Herefter førte kongen selv bataljonen gennem byen til kasernen, hvor der om aften var fest for garderne.

 

1859: Frederiksborg slot nedbrændte.

Den 17. december udbrød der brand på Frederiksborg slot. Forsøget på at slukke branden mislykkedes, da det var så hård frost, at vandet frøs i både brandhanerne og i slangerne. Derfor måtte man nøjes med spande, men de forslog i sagens natur ikke. 

De tilkaldte blev derfor sat til at redde, så meget indbo, som overhovedet muligt. Selvom, at alle kæmpede en sej kamp endte det med, at slottet var nedbrændt den efterfølgende morgen. Som erstatning benyttede kongen istedet Jægerspris.

 

1863: Uroligheder i grænseområdet grundet Novemberforfatningen.

Efter flere forskellige begivenheder herunder underskrivningen af novenberforfatningen, begyndte der igen at ske ting i grænseområdet i Sønderjylland. Prøjsen og Østrig krævede forfatningen ophævet som betingelse for anerkendelse af den nye konge, Christian den IX’s ret til tronen og truede med øjeblikkelig besættelse af Holsten og Slesvig. 

På grund af forskellige alliancer med Sverige, Englang og Rusland følte vi os sikre. Måske på grund af disse alliancer forsømte vi i perioden siden Treårskrigen vedligeholdelsen af både hæren og vores fæstningsværker. 

Da truslen kom brast alle håb om hjælp for os, idet England og Rusland rådede os indstændigt om at give efter og fra Sverige turde Carl XV ikke love os sin støtte.

 

1864: Slaget ved Dybbøl, Tabet af Sønderjylland foruden Holsten og Lauenborg.

3. februar begyndte krigen med en forpost kamp, som kom til at koste 42 danske og 94 af fjendens soldater livet. Den 5. februar opgav danskerne Dannevirke uden kamp. Marchen tilbage til Dybbøl var en dødsmarch. Det frøs 10 grader og der var en isnende blæst fra nordvest, som blæste sne ind i ansigtet på soldaterne, selve vejene var dækket af et tykt lag af isslag, så både mennesker og dyr havde svært ved at stå fast. Ti soldater frøs ihjel og mange styrtede omkring af udmattelse. 

Den 13. februar kom kong Christian IX iført Livgardens uniform ind på kasernen for at tage afsked med garderne. Eftersom han ikke ville tage æren fra dem ved at beholde dem hjemme fra krigen, af den grund skulle garderne afgå til hæren. Ordren til at afgå til krigsskuepladsen kom den 17. marts. Påklædningen i denne krig var blå uniform med bjørneskindshuer og sort lædertøj. Bevæbningen bestod af de hidtil brugte bajonetgeværer (bagladegeværer). 

Afdelingen blev med jernebane kørt til Korsør, hvorfra de blev sejlet til Als. Da Livgarden ankom til Als, var forposternes position kun 4-500 meter foran Dybbølstillingen, og de prøjsiske riflede, langtrækkende kanoner havde påbegyndt deres flankerende beskydning af skanserne på Dybbølstillingens venstre fløj. 

Livgarden ankom til Sønderborg den 19. februar, hvor de blev indkvarteret i et par store gårde. Natten til den 28. marts angreb prøjserne – men da Livgarden kun var reserve blev de ikke brugt til nogen kamphandling, de eneste våben, de brugte var skovle til udbedring af stillingerne. Endelig den 18. april lykkedes det for Livgarden at komme i kamp. Gennem dagens kampe fik hver garder i gennemsnit affyret ca. 50 skud. 

Om aften den 18. april blev de afløst og overført til Fåborg. Livgardens tab i Dybbøl kan i sagens natur ikke sammenlignes med de afdelinger, der tilbragte mere tid i krigens zone, men tabslisten viste 13 dræbte og 20 sårede, hvoraf de 7 var alvorlige. Blandt de dræbte var oberst Lasson – et tab der vakte stor sorg i afdelingen, da han var en dygtig officer. 

Efter at Livgarden var beordret til København, ankom den til kasernen i løbet af den 16. og 17. maj. Hvorefter den sædvanlige garnisonstjeneste begyndte, til skuffelse for de yngre gardere, da det betød, at de ikke mere skulle til krigsskuepladsen. 

Sidst i juli blev en ny våbenstilstand afsluttet, og ved freden den 30. oktober måtte Danmark underskrive nogle meget hårde fredsbetingelser, der blandt andet kostede os Sønderjylland foruden Holsten og Lauenborg.

 

1867: Udskiftning af de gamle forladegeværer til bagladegeværer.

Under krigen i 1864 havde bagladevåbnet vist sin absolutte overlegenhed over for det gamle forladegevær. Efter krigen begyndte man straks at rette på denne situation. Først forsøgte man, at lave de eksisterende forladere og til bagladere, men det var ingen succes. 

Så i 1867 indførte man den virkelige gode remingtonriffel med sabelbajonet, denne riffel blev brugt indtil 1889, hvor man gik over til Krag-Jørgensens magasinriffel med knivbajonet. 

Med bagladegevær var det ikke længere muligt at benytte bjørneskindshuen til feltbrug, idet garderne både skulle kunne skyde og lade i liggende stilling. Den blev derfor afløst af felthuen.

 

1868: Faneceremonien, som vi kender den blev indført.

Den 27. december blev det indført, at vagtparaden selv afhentede sin fane. Fra denne dato stammer altså den smukke faneceremoni ude på pladsen, som vi kender den. Selve fanemarchen stammer så vidt vides fra 1807 eller 1808.

 

1884: Der udbrød brand i Christiansborg slot.

Den 3. oktober udbrød der brand i Christiansborg slot. Lige så snart chefen for Livgarden havde fået nyheden om branden, sendte han alt det mandskab, der kunne skaffes til slottet. Hvor de straks gik igang med at redde malerier og skulpturer fra de forskellige sale og gemakker, samt indholdet i kongens håndbibliotek og højesterets arkiv. 

Et særligt arbejde blev udført ved redningen af Thorvaldsens museum, hvilket skete efter direkte ordre fra kongen. Efter en tur i kanalen blev våde tæpper båret op på taget, men da de hurtigt blev tørre i heden, måtte de holdes våde ved at hælde vand over dem, vand som blev hentet med spande. Det hårde arbejde lykkedes – museet blev reddet, og faren var overstået så mandskabet kunne sendes hjem til kasernen.

 

 

1908: Livgardens 250 års jubilæum og talrige nye garderforeninger.

Den 30. juni kunne Livgarden fejre sit 250 års jubilæum. Men da rekrutterne på dette tidspunkt endnu ikke havde fået tilstrækkelig uddannelse til at kunne være med i paraden, blev det besluttet at udsætte jubilæet til den 25. juli, som tilmed også var dagen for slaget ved Isted og derved en af Livgardens hærdersdage. 

Over 3000 gamle gardere mødte op til denne festdag, som blandt andet havde til formål at stævne gamle og unge gardere fra hele landet, som et nationalt udtryk for afdelingens sindelag og gode soldaterånd. Da det var en festdag for Livgarden var samtlige vagter ved de kongelige slotte i disse dage overtaget af infanteriet. 

På denne dag blev der af Kong Frederik VIII skænket to fanebånd til 1. Livgardebatajons gamle fane. De to bånd har påtrykt navne på de kampe, som Livgarden med rette kan være stolte af; på det ene bånd står der: København 1658-1659, Nyborg 1659, Lund 1676 og Malmø 1677. Og på det andet: Helsingborg 1710, Gadebusch 1712, Stralsund 1715, Isted 1850, Dybbøl 1848 og 1864. 

De næste tre dage festede samtlige gardere og et feststemt København festede med. Festlighederne medførte et nationalt fremstød af ikke ringe rækkevidde og det i en ellers nationalt ret svag tid. 

Herefter skete der også en forøgelse af de eksisterende seks garderforeninger med talrige nye.

 

1914: 50 års dagen for kampen på Dybbøl fejret. Optakten til Første Verdenskrig.

Den 18. april blev 50 års dagen for kampen på Dybbøl fejret. Veteranerne gik i optog til Amalienborg og om aften blev der på Det Kongelige Teater, i nærværelse af kongen og veteranerne, afholdt en mindeforestilling. 

Den 23. juli skete der en begivenhed, der skulle føre til Den Første Verdenskrig. I Serajevo blev den Østrig-Ungarnske kronprins skudt ned og som en opfølgning på dette, kom Østrig-Ungarn med et ultimatum til det lille Serbien. Den Første Verdenskrig var en realitet. 

Herhjemme ønskede vi at forblive neutrale, men for en sikkerhedsskyld blev en del af sikkerhedsstyrkerne indkaldt.

 

1918 – 1920: Afslutningen på Første Verdenskrig og genforeningen.

Den Første Verdenskrig endte i november 1918 med Tysklands sammenbrud. De hårde fredsbetingelser blev underskrevet den 22. juni, det efterfølgende år. 

Som et resultat af krigen og en folkeafstemning blev Danmark genforenet med landsmændene syd for Kongeåen. Endelig havde vi fået det tilbage som vore soldater havde ofret deres dyrebare blod for i 1864, og hvad sønderjyderne gennem 55 år havde stridt for.

 

1929: Kong Christian X 40 års garderjubilæum.

Den 6. maj fejrede kong Christian X 40 års garderjubilæum. Dagen begyndte med en parade på Rosenborgs eksercerplads, hvori der deltog gamle gardere, heriblandt kongens årgang 1889. Derudover deltog også tidligere officerer og underofficerer. Efter et “leve” for Danmark og trefoldige hurraer begyndte defileringen for kongen. 

Da dette var ovre, var garderpræsidiet og samtlige garderforeningsformænd med følge indbudt til frokost på Sorgenfri. Senere samledes de gamle gardere på Palace hotellet.

 

1933: Livgardens 275 års jubilæum.

Den 30. juni fyldte Livgarden 275 år, igen som i 1908 blev fest flyttet til den 25. juli af hensyn til rekrutterne. Festlighederne blev fejret i Tivoli med en middag, hvori der deltog omkring 1600 gardere fra hele landet.

 

1935: Bryllup i Stockholm mellem kronprins Frederik og den senere Dronning Ingrid.

Den 25. maj fejrede kronprins Frederik sit bryllup i Stockholm med den senere Dronning Ingrid. Den 27. maj ankom de nygifte til København med Dannebrog. På Toldboden stod et æreskompagni af Livgarden i rød galla opmarcheret, og store menneskemængder gav dem en overvælgende modtagelse.

 

1939:

Den 6. maj fejrede Kong Christian sit 50 års garderjubilæum ved en parade på Rosenborg eksercerplads. 

I juni sluttede Tyskland og Danmark en ikke-angrebspagt.

  

 

1940: Danmark bliver besat.

Siden begyndelse af 1930 havde der været uro i Tyskland. En uro der endte med, at Adolf Hitler kom til magten. Efter at Tyskland havde besat en række af deres nabolande var det klart, at Europa vaklede hen imod en ny krig. 

I Danmark blev der ikke gjort noget særligt over for den mulige trussel. Man besluttede at indkalde årgangene 1934-38 til hæren og dertil skulle så medregnes rekrutterne for årgang 1939, alt ialt en styrke på 36000 mand eller cirka halvdelen af sikringstyrken i 1914. I forbindelse med ovenstående blev det også besluttet at cirka 17000 af de indkaldte, skulle sendes hjem igen efter 14 dages tjeneste med uniform, men uden våben. Istedet skulle der indkaldes en større rekrutstyrke. For Livgardens vedkomne bestød det, at styken den 2. – 4. september 1939 kom op på 2226 mand. Men på grund af forskellige bestemmelser var dette antal reduceret til lidt over 900 mand den 1. februar 1940. 

Fra årets begyndelse 1940, begyndte der at ske en række begivenheder der skulle få betydning for Danmark i den nærmeste fremtid. Ved nytårstid lå der i Sydslesvig en tysk hærenhed på 40000 mand og da den foretog en række mistænkelige øvelser op til den danske grænse, satte generalkommandoen den 9. januar Jyske division i alarmberedskab. Imidlertid blev dette stoppe af regeringen, der befalede denne tilstanden ophævet, og for fremtiden måtte generalkommandoen ikke udføre denne slags dispositioner på egen hånd.

Den 17. januar vedtog den svenske rigsdag enstemmigt, at landet ville møde enhvert angreb på sin neutralitet med våbenmagt. To dage efter fulgte den danske rigsdag med følgende udtagelse:

“Folketinget beslutter at udtale, at man fra alle sider i det danske folk er enig om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhændighed, og tilsiger ministeriet sin støtte i arbejdet herfor!”

Den 8. april fik hærens efterretningstjeneste meldinger om en tysk kolonne i Sydslesvig på march fra Rendsborg til Flensborg, samt om store mængder af tyske orlogsmænd og depotskibe på vej nord på gennem vores farvande. Men da disse meddelelser ikke stemte overens med dem, som forsvarministeren havde, blev hæren ikke forstærket. 

Den 9. april klokken 4.30 om morgen anløb et tysk troppeskib ind i Københavns havn, søforterne havde ikke modtaget nogen form for instruktioner fra marineministeriet. Klokken 5.10 hørte Livgardens kasernevagt skud i retning af Langelinie. Ved de samme skud blev den vagthavende officer på Livgardens kontor vækket med en opringning fra krigsministeriet. Herfra fik han denne besked: “Alarmér Livgarden og klar til modaktion” Sekunder efter ringede stabschefen hos kommandanten i København og meldelte: “Tyske tropper gået i land på Langelinie og er i dette øjeblik ved at besætte Kastellet.”

Herefter blev der alarmeret til vagten på Amalienborg, samt givet ordre til udlevering af skarp ammunition og afspæring af slotspladsen. Omkring klokken 5.30 blev de første fjendtlige soldater observeret. Efter en kort ildkamp mod tyskerne blev det meddelt fra højeste instans, at ildkampen skulle indstilles. Da budskabet nåede til garderne, at regeringen havde kapituleret følte de sig skuffet og ydmyget. Garderne fik at vide, at man forstod dem fuldt ud, men man burde som god garder overholde Hans Majestæt Kongens bud.

 

1941: Tyskland angriber Rusland og Frikorps Danmark bliver oprettet.

Dette år overskred tyske tropper den russiske grænse og Tyskland appellerede i denne forbindelse til et almindeligt korstog mod kommunismen. Det var også dette år, at “Frikorps Danmark” blev oprettet. Korpset bestod af unge nazister i tyske uniformer og deres fane var dannebrog! 

Hvis den 9. april 1940 var ydmygende for danskerne, så var det ikke bedre at opleve, at mange landsmænd i disse år blev tyske medløbere.

 

1942: Uroen vokser i Danmark.

Begyndte uroen at vokse her i landet og det var blandt andet danske frikorpsfolk, der havde orlov herhjemme, der hyppigt gav anledning til optøjer. Korpset var jo i tysk tjeneste og derved underlagt den tyske værnemagt. Denne status benyttede de sig af, til at optræde på den mest anmassende og udfordrende måde overfor deres landsmænd. I København foregik det ved aftenstid omkring Rådhuspladsen. Som en konsekvens af dette, blev det forbudt for garderne at færdes i kvarteret omkring Rådhuspladsen efter mørkets frembrud. Hæren udvidede af denne grund sin bevogtningtjeneste for at sikre sig, at korpset ikke kom på kasernerne.

 

1943: Tysk angreb på Livgardens to kaserner. Vagtudrustningen reddes.

Den 28. august fremlagde “Der Reichsbevollmächtigte” i Danmark, Dr. Best, sine ultimative krav for udenrigsministeriet. Kravene var af sådan en art, at der omsider måtte siges et meget bestemt nej fra Danmarks side. Landets værdighed krævede det. Regeringens beslutning blev forelagt Kong Christian og han var ganske enig med nej-svaret. 

Ovenstående begivenhed førte til andre forhold i Danmark. Svaret fra tysk side var indførelse af militær undtagelsestilstand fra den 29. august om morgen. Havde Danmark ikke været i krig med Tyskland tidligere, så var vi i hvert fald det fra dette tidspunkt. 

Natten til søndag den 29. august silede regnen ned. Klokken 3.55 blev der taget i døren til indgang 2B ved Livgardens kaserne. Vedkomne ville ikke give sig til kende efter talrige forsøg. Istedet blev døren sprængt og ind kom tyskerne. Hvis tyskerne havde regnet med, at det ville blive let at indtage kasernen, så tog de fejl. Inden de var igennem døren havde tyskerne mistet deres kompagnichef. Men de første kampe ved døren kostede også danskerne dyrt. Oversergent Norvin blev ramt og døde senere på kommunehospitalet. 

Men de kæmpende gardere kunne ikke holde tyskerne tilbage. Da tyskerne først var kommet ind på kasernegrunden, ringede obersten til vagtstuen og gav ordren om at stoppe ilden. I kraft af, at den tyske kompagnichef var faldet, var det en oberleutenant der modtog overgivelsen. Som bekræftelse forlangte han en afvæbning, hvad obersten gik ind på. Igen var garderne bedrøvede og kede af, at de ikke måtte slå fra sig. Obersten gik rundt til garderne og sagde:
“Ja, gardere, det måtte gå, som det er gået. Dette er den 9. april om igen. Den 9. april var den danske hær færdig. Man kan ikke forsvare et land fra en kaserne i et i forvejen besat land. Men der kommer en dag efter denne. Farvel, gardere!”
Alle tog dybt bevæget afsked med ham. Han havde valgt sine ord med omhu og derved efterladt et dybt indtrykt. 

Livgardens anden kaserne, Jægersborg, hvor der denne sommer var henlagt 3. Livgardebataljons rekrutskole. Af samme grund som i København var vagten herude forstærket. I dagene frem til den 29. august sås der biler med mistænkelige personer i området omkring kasernen. Tidligt om morgen den 29. august lød der et brag fra hovedporten. Tyske panservogne var brudt igennem. Igen overgav danskerne sig uden rigtig kamp. 

Begge Livgardens to kaserner blev altså erobret ved et simpelt, røverisk overfald og det efter at vores land havde været besat i tre år. Tyskerne høstede ingen ære ved endnu en gang at optræde som stimænd overfor vort lille land, som de havde lovet fred fire år tidligere. 

På Sorgenfri opholdte Kongen og Dronningen sig. I løbet af natten havde vagten beskudt et par mistænkelige personer i slotsparken – herefter blev vagtstyrken øget. Ingen ventede dog, at tyskerne ville foretage sig noget så skamløst, som at angribe Sorgenfri. 

Angrebet blev indledt med en maskingeværsalve ned langs geværstøtterne i den tro, at vagten var trådt til gevær. Da tyskerne var trængt ind på området begav kaptajn Arendrup og adjudanterne sig op til hovedslottet for at forhører sig om forholdsordre. Ordren fra Kongen var at al kamp skulle standses. Da ilden var standset kom Kongen frem på verandaen, hvor han udtrykte foragt overfor den måde tyskerne angreb på, efter at de allerede havde afrustet hæren. 

Herefter var Kong Christian nu fange på sit eget slot. Han havde ikke tilladelse til at forlade det uden tyskernes tilladelse og derudover måtte han lide den tort at se tyske soldater på post omkring slottet, hvor der tidligere havde været trofaste gardere. 

Den 6. oktober blev de tyske poster på de kongelige slotte afløst af det danske rigspoliti, som udførte denne tjeneste på den smukkeste måde. 

Efter at tyskerne havde udført disse uværdige angreb på de to kaserner, blev det oplyst, at Livgardens udstyr og udrustning skulle sendes bort. 

Det var på forhånd givet, at det ikke ville blive tilladt at få den feltmæssige udrustning udleveret, men der ville muligvis være mulighed for den vagtmæssige del af udrustningen. Af denne grund var det endnu mere vigtigt, da det efter krigen kunne blive vanskeligt at få regeringen til at bekoste genanskaffelsen af den gamle historiske vagtudrustning. 

Efter flere henvendelser frem og tilbage blev tilladelsen givet til at afhente den vagtmæssige udrustning. Udrustningen blev anbragt på loftet over menighedshuset på Sct. Annæ Plads. Bjørneskinshuerne blev anbragt hos pelshandler Leidersdorff efter, at han havde tilbudt at opmagasinere og imprægnere dem mod møl. Værdien af den reddet vagtudrustning var 160.000 kroner for bjørneskinshuerne og 428.000 kroner for resten af udrustningen. 

En par dage senere fik man reddet 643 gardersabler, 10 officer sabler og 1 officiantsabel fra Kastellet. Senere igen fik man af hærens tekniske korps at vide, at det til reparation havde cirka 1.000 gardersabler, en snes trommer og signalhorn. Det blev også afhentet og lagt på loftet over menighedshuset. I september blev tilladelsen givet til at afhente alle arkivsager og officerkorpsets private sager. 

I 1944 udstedte tyskerne forbud mod privat eje af våben og herefter blev kirkebestyrelsen bange for at huse gardersablerne. Al udrustning blev derfor flyttet til Tøjhusmuseet. 

Den 17. november skabtes den første gardergruppe indenfor den militære modstandsbevægelse, under kommandoen af kaptajnløjnant H. S. Krarup, hvis formål var forsvaret af Sorgenfri, hvor Kongen og Dronningen stadig boede.

 

1944: Angreb på Amalienborg.

Den 6. september flyttede kongefamilien tilbage til Amalienborg efter politiets anvisning. Da de fandt det utilrådeligt, at kongefamilien under de stigende usikre forhold fortsat skulle bo uden for byen. 

Vagten blev på dette tidspunkt varetaget af rigspolitiet. Vagtstyrken bestod af en politikommissær, en politiassistent og 51 politi- og reservepolitibetjente, hvor over halvdelen af dem var gamle gardere og derved fortrolige med vagttjenesten. Af bevæbning havde de 6 maskinpistoler, 50 karabiner og 56 pistoler, men der var mangle på ammunition. 

Denne styrke blev angrebet den 19. september, samme dag som den danske politi blev sat ud af funktion og arresteret. Angrebet blev sat ind ved 12-tiden fra Esplanaden ad Amaliegade. Man forsøgte forhandlinger med tyskerne, men da de forsatte fremrykningen begyndte man at skyde. 

Vagterne på pladsen forstod at bruge deres våben og viljen til at holde ud til det sidste var også til stede. Endnu engang lærte tyskerne, at det kostede blod at angribe en dansk kongevagt. Kampen blev først stoppet, da et par tyske marinefartøjer løb ind i havnen og lagde til ved Larsens Plads for at deltage i kampen med deres maskingeværer og små kanoner. Kong Christian ønskede ikke, at det gamle smukke palæ skulle ødelægges. Tyskerne trak sig herefter tilbage. Den tyske politigeneral skulle efterfølgende havde sagt, at angrebet på Amalienborg var en fejltagelse. 

Juleaften 1944 besøgte kongefamilien som sædvanlig vagtstuen på Amalienborg. Besøget blev gentaget 1. og 2. juledag, således, at alle i politivagten modtog et sølvtændstiketui, med kongeparrets monogram på den ene side og kronprinsparrets på den anden.

 

1945: Freden kommer til Danmark. Garden tilbage til Amalienborg.

Den 4. maj om aftenen brød folket ud i jubel. BBC havde meddelt, at de tyske tropper havde overgivet sig – Danmark var atter et frit land, men freden var ikke genoprettet endnu. 

Kort tid efter budskabet var modtaget fra BBC blev den første deling af gardergruppen indenfor den militære modstandsbevægelse sendt til Amalienborg, som forstærkning af politivagten. 

Den efterfølgende morgen ankom hele bataljonen og de blev indkvarteret i palæerne, det gule palæ og i Københavns garderforeningslokale. Resten af formiddagen forløb stille og roligt. Men omkring middagstid begyndte en heftig skydning. Under denne ildkamp blev der dræbt en politibetjent og en korporal. Resten af dagen var der spredte skydninger omkring Amalienborg – direkte angreb var der ikke tale om. 

3. juni afholdtes både i Aarhus og på Rosenborg eksercerplads en højtidelig feltgudstjeneste, hvor de af Livgarden den 29. august 1943 faldne, samt de andre dræbte under frihedskampen blev mindede. 

Den 9. juni blev Danmark optaget i de Forenede Nationer. 

Den 10. juni blev en glædesdag, denne dag trak vagtparaden atter op i sine historiske blå uniformer med bjørneskinshuer. Det blev et triumftog gennem byen. Gaderne var fulde af folk, der hilste livgarden velkommen tilbage. Slotspladsen ved Amalienborg var så fyldt med tilskuer, at det kneb for paraden at komme igennem. Politiets vagtstyrke stod klar ved geværstøtterne og de gamle gardere i politiuniform havde ikke glemt, hvorledes en vagtafløsning skulle udføres på Amalienborg! 

Sidst i juni havde alle dele af den tyske besættelsesstyrke forladt landet. De små styrke, der var tilbage var under dansk kommando og blev brugt til minerydning, minestrygning og andre lignende operationer.

 

 

1949: Livgarden får sit eget regimentsmærke.

30. juni fik Livgarden sit eget regimentsmærke. Mærket er en formindsket gengivelse af “solen”, som findes på bjørneskindshuen. Over selve “solen” findes et bånd med den gamle faneindskrift “Pro rege et grege” – For konge og folk.

 

1953: Afholdelse af mindehøjtidelighed for de faldne under Anden Verdenskrig.

På tiårsdagen for tyskernes opløsning af hæren og de voldelige overfald på Livgardens kaserner, altså den 28. august om aften, afholdte Livgarden en mindehøjtidelighed på kasernen i København. 

Rosenborg slot lå badet i projektørlys, derudover var hele eksercerpladsen indrammet af to rækker med brændende fakler. Da vagtkompagniet kom marcherende ind i vagtmæssig påklædning med fane og musikkorps, var mørket faldet på. Hver rode i kompagniet var flankeret af fakkelbærende gardere – et smuk syn for den indbudte forsamling, bestående af de faldnes pårørende, de højeste myndigheder og endelig en del gamle gardere. 

Efter en række mindetaler marcherede kompagniet, stadigvæk med fakler, efterfulgt af hele forsamlingen til Helligåndskirken, hvor to sergenter nedlagde to kranse ved mindesmærket for den ukendte koncentrationslejrfange. Herefter marcherede vagtkompagniet tilbage til kasernen.

 

1958: Livgarden holder sit 300 års jubilæum.

Fra tidlig morgen den 30. juni var der sol og fest, idet Livgarden fejrede sit 300 års jubilæum. Dagen før blev vagtholdet frigjort for tjenesten og marinen overtog vagttjenesten ved Amalienborg slot. Dette blev gjort, eftersom alle gardere skulle have mulighed for at deltage i festlighederne. 

På Rosenborg eksercerplads var der samlet 6200 gardere fra mange årgange, der var gardere fra alle egne af landet, sågar fra USA og Canada – den ældste gardere, der var mødt var 94 år og rekrut fra 1883. 

Klokken 10 præcis ankom Kongen i Livgardens røde gallauniform. Et af dagens højdepunkter var overrækkelsen af den nye regimentsfane. Fanen blev overrakt ved en begivenhed, som man aldrig tidligere havde set i den danske hær. 

Frem over eksercerpladsen gik Kongen fulgt af hærchefen, generalløjtnant Hjalf, der bar den nye smukke fane. Mod dem marcherede hele garderregimentet, tre bataljoner på linie, under chefens kommando. På kommando gjorde regimentet holdt og stod ubevægelig foran Kongen. Chefen trådte et skridt frem og modtog den nye fane af Kongens hænder. 

Festdagens højdepunkt for københavnerne var marchen gennem hovedstaden. Det hele var ordnet på følgende måde. Forest gik gardens eget musikkorps efterfulgt af det tjenestegørende mandskab. Herefter fulgte de gamle gardere ordnet efter årgang, afskilt af vajende faner og musikkorps stillet til rådighed af andre regimenter. Til sidste kom militære lastbiler med de ældre gardere, som ikke kunne marcherer den lange tur gennem byen. Turen gennem byen blev afsluttet med frokost i Kongens have, serveret som en stor fællesskovtur. Det var for tusinder en frokost, der ikke ville blive glemt i lang tid. 

Festlighederne blev afsluttet med en stor fest i Forum. Ved borderne sad der 6000 gæster og de nød blandt andet 88000 håndstrøgne boller til den forlorne skildpadde, der blev efterfulgt af lagkage og kaffe. Festmiddagen blev afsluttet med, at garderne, nye som gamle trådte an, og med musikkorpset i spidsen gik man gennem byen til Tivoli, hvor et festfyrværkeri satte et knaldende punktum for Livgardens festdag. 

Den Kongelige Livgarde har nu bestået i mere end 300 år. I Danmarks militær historie er dette en smuk alder og det især, når vi tænker på hvilke prøvelse den flere gange, har været udsat for i krigenens kritiske øjeblikke. 

Garderne har altid levet op til deres forpligtelser og har gennem årene værnet om Livgardens ære og smukke traditioner. Gennem tiderne har Livgarden på slagmarkerne skrevet sin smukke krigshistorie, derudover har den forrettet vagt for 13 konger på 17 forskellige residenser. 

Denne historie giver alle gamle gardere en stolthed ved at have forudrettet tjeneste ved dette regiment. Korpsånden hos garderne landet over binder dem sammen i de enkelte garderforeninger og dette er Livgardens styrke, eftersom trofastheden mod de skønne minder altid vil forblive. 

Livgarden og dens gamle gardere har pligt til at holde dem i live, således, som det nu er sket igennem mere end 300 år. Fra det øjeblik, hvor trofastheden overfor minderne forsvinder, vil dens dage være talte. 

 

Én gang garder, altid garder!